Hvordan omsætter vi viden om affald og ressourcer til bæredygtige handlinger? Se stemningsfilm fra Socialforvaltningens miljømesse i januar 2019, hvor civilsamfundets og Socialforvaltningens initiativer viser, hvordan vi formidler bæredygtighed i øjenhøjde!
Hvordan vil du leve i din alderdom? Og hvis du skulle få brug for omfattende pleje, kender du så et plejehjem, der ville passe til dig?
Samme pakke til alle
At komme på plejehjem indgår sjældent i vores drøm om den gode alderdom. Og personligt undrer det mig, at indholdet i den bolig- og servicepakke, vi tilbyder til samfundets svageste ældre er så ens på tværs af hele landet.
Som mennesker er vi temmelig forskellige, men når vi flytter på plejehjem, så får vi en standardbolig på 30-40 m2 med trinettekøkken og handicaptoilet. Den sundhedsfaglige pleje er skræddersyet, men menuen er traditionel dansk mad – aktiviteterne banko, krea-værksted og wienervals akkompagneret af Giro 413.
Har vi de samme ønsker og behov i alderdommen?
Muligvis er det lige præcis sådan, at mennesker født i 1920’erne og 1930’erne helst vil have det, men ved vi det? Og er det også sådan man vil leve i sin alderdom, hvis man var en del af ungdomsoprøret i 1968, har rejst verden rundt eller er født og opvokset i Tyrkiet?
Det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at vi i dag står med så ensartede bolig- og servicepakker: Det handler om den historiske udvikling af ældreomsorgen, fagpolitik og lovregulering, arbejdsmiljø og økonomi. Spørgsmålet er, hvordan vi kan skabe mere mangfoldige og individuelle løsninger.
Nye veje?
Klippekortsordningen, som i denne uge er blevet beskyldt for at være for bureaukratisk og svær at kommunikere ud, er et forsøg på at tilbyde beboerne mere individuelle aktiviteter.
Flere aktivitetstilbud drevet af frivillige i tæt samarbejde med medarbejderne kombineret med en større viden om den enkelte beboers ønsker og behov kunne være et andet bud indenfor de eksisterende rammer. Eller sideløbende med kvaliteten af den sundhedsfaglige pleje at få et større fokus på det enkelte plejehjems profil – en model, man blandt andet arbejder med i Københavns Kommune.
Øget fokus på strategi
Kodeordet er for mig at se strategi, og ikke mindst koblingen af den store vision med praksis. Udfordringen er, at sådan en tilgang ofte vil kræve, at der lokalt bruges ressourcer på hænder, som ikke indgår i plejen. Det kan muligvis være svært at forsvare politisk i en tid, hvor der er så stort fokus på ”varme hænder”.
På den anden side er det netop helikopterperspektivet eller et par øjne ude fra, der kan være med til at sikre, at bolig- og servicepakkerne til samfundets svageste ældre afspejler mangfoldigheden i befolkningen.
Gennem det sidste halve år har jeg besøgt en masse plejehjem – og her talt med medarbejdere og ledere om inddragelse af frivillige og lokalsamfund. Det har været tydeligt, at de plejehjem, der har flest frivillige initiativer og samarbejder mest på tværs har en leder, der prioriterer inddragelsen og aktivt understøtter eventuelle medarbejdere, der koordinerer de frivillige aktiviteter.
Behov for strategi, struktur og planlægning
Samtidig har der vist sig et stort uudnyttet potentiale i at tænke inddragelsen langt mere strategisk samt i højere grad at planlægge og strukturere indsatsen. Det enkelte plejehjem bruger således uforholdsvis mange ressourcer på at planlægge aktiviteter og inddrage fra gang til gang – tid medarbejderne ellers kunne have brugt på at facilitere beboernes deltagelse i aktiviteterne.
Tid til beboerne
Lederens engagement er netop med til at sikre retning og struktur, men da opgaverne på lederens bord er mange, må frivilliginddragelse ofte vige for sundhedsfaglige problemstillinger. Og medarbejderne skal – udover at koordinere de frivillige – også bidrage til plejefaglige opgaver, sørge for det praktiske omkring aktiviteterne og ikke mindst facilitere beboernes deltagelse. Det betyder, at det enkelte plejehjem kunne frigøre tid til beboerne, hvis de fik hjælp til at:
- Udvikle en strategi for inddragelsen af frivillige og lokalsamfund: Hvad er formålet med inddragelsen og hvad vil plejehjemmet opnå på sigt?
- Strukturere og planlægge indsatsen: Hvilke initiativer har plejehjemmet allerede, hvilke nye skal der sættes i værk hvornår – og hvordan og hvornår skal der kommunikeres med omverdenen?
- Få indsatsen ud over stepperne i tråd med strategi og planlægning.
Skabe rum for handling
Det kan lyde højtravende, men i virkeligheden handler det om at skabe rum for, at nye idéer bliver realiseret og får en fast plads i kalenderen. Det sikrer, at fx vuggestuebesøg, fællesspisninger og koraftener bliver en fast del af livet på plejehjemmet uden, at medarbejderne skal starte forfra med planlægningen hver gang – og i stedet kan bruge mere tid på beboerne.
Efter at have stået for en række fællesspisninger på tværs af et plejehjem og et børnehus er jeg ikke tvivl om, hvor meget potentiale der er i mødet på tværs af generationer. Først og fremmest er det selvfølgelig en hyggelig begivenhed, men der skabes også rum for et tværgående fællesskab, som sætter sig i deltagerne som en særlig meningsfuld glæde.
Men hvad skal der til for, at samarbejdet på tværs af institutioner lykkes og generationsmøderne skaber glæde?
Kontinuerlig og struktureret facilitering
Hvis oplevelsen skal være mere end et lysglimt, er der først og fremmest behov for, at rummet faciliteres på kontinuerlig og struktureret vis (få aktiviteterne i kalenderen på fast basis). Som initiativtager glæder jeg mig over, hvordan ledelsen på plejehjemmet og i børnehuset griber bolden, prioriterer og afsætter ressourcer samt, hvordan medarbejderne på plejehjemmet til den fælles madlavning og spisning understøtter beboernes deltagelse og møde med børnefamilierne. Det er rehabilitering, det er social trivsel og det er sundhed.
Konkret forventningsafstemning
Prioritering og ledelse er sammen med medarbejdernes evne til at facilitere relationer og aktiviteter væsentligt. Men det er min erfaring, at vi ikke skal undervurdere, hvor vigtig den helt konkrete forventningsafstemning på tværs af institutionerne er. For det kan hurtigt blive de små detaljer, der i hverdagen spænder ben for de gode intentioner og forkromede planer: De afsatte ressourcer kan forsvinde, hvis en pædagog fx lægger sig syg med influenza, hvis normeringen og programmet i de to institutioner ser forskellig ud henover dagen eller hvis der på den ene institution er en nul-sukker politik og den anden institution skal nøde sine beboere til at få nok indenbords.
Hvis samarbejdet på tværs af institutioner skal lykkes, skal vi derfor huske at tale om:
- Hvor ofte skal vi mødes og hvornår passer det ind i institutionernes normering og dagsprogram?
- Hvad kan vi servere, som er sundt og nærende for alle?
- Hvad kan vi hver især bidrage med og hvem gør hvad?
»Børnene. Musikken. Fællesskabet. Det er noget særligt, og det er noget, jeg bare glæder mig til«.
Birte på 88 år har tre børnebørn og fem oldebørn, men hun ser dem ikke så tit, fordi de bor i provinsen. Derfor synes hun, det er så vigtigt, at børnene fra nabolaget kommer på besøg på plejehjemmet i Gladsaxe, hvor hun bor.
»Det er godt, vi lærer hinanden at kende. Så de opdager, at vi ikke er nogle mærkelige nogle«.
Vi mødes ikke så tit på tværs af generationer i dagens Danmark. Generationskløften er dyb, og det med alderdom bliver for børn (og andre) noget mærkeligt noget. I en tid, hvor vi ønsker at mindske ensomheden i samfundet, sætte fokus på demens samt rekruttere medarbejdere til fremtidens ældrepleje – for at tage hele spektret – har vi behov for fællesskaber på tværs.
Som den skønne reportage i Politiken peger på, kræver det, at mødet mellem mennesker faciliteres på fast basis. Det årlige Luciaoptog skaber ikke bånd og nedbryder ikke barrierer på tværs. Der er behov for en kontinuerlig og struktureret indsats!
Læs reportagen om fælles rytmikprojekt i Gladsaxe:
”Gør det nemt og bekvemt for målgruppen at deltage – tilbyd en gulerod” lød en af anbefalingerne, da jeg for nogle år siden undersøgte, hvordan et af lokaludvalgene i Københavns Kommune kunne inddrage et bredere udsnit af bydelens beboere i byens udvikling.
I arbejdet med inddragelse af borgere og lokalsamfund er det min erfaring, at det ofte er særdeles konkrete ”gevinster”, der i første omgang lokker folk til: Et godt måltid mad eller et foredrag ligesom, at tid og sted er afgørende. Som børnefamilie er det fx lettere at deltage i en inddragende aktivitet, hvis den finder sted i børnenes institution og man bagefter kan tage aftensmaden med hjem.
Samtidig kan det provokere, at der skal gøres en så stor indsats for at engagere borgerne – hvad enten det er i byudviklingen, som frivillige på et plejehjem eller som medskabere af kommunal kultur. Har de ikke selv et ansvar for at engagere sig i deres omverden?
Vi kan godt forvente af hinanden, at vi engagerer os i vores fælles samfund. Men som fx offentlig institution kan vi ikke forvente, at borgerne engagerer sig på vores præmisser. De engagerer sig, fordi det giver mening for dem selv. Og så kan det være, at de – hvis vi formår at inddrage dem – på sigt tapper ind i den større vision eller sag.
Besøgte i går Nørremarken i Køge Kommune for sammen med deres leder at drøfte, hvordan de kan løfte frivilligheden og inddragelsen af lokalsamfundet på deres plejehjem for at give beboerne endnu flere gode oplevelser i hverdagen.
Bliver kvalt i egen succes
De har på Nørremarken rigtig mange skønne initiativer i gang, men oplever, at koordineringen af deres tiltag bliver for krævende i forhold til de tilgængelige medarbejderressourcer. Derudover vil de gerne tiltrække et bredere spektrum af frivillige for at kunne favne bredere i initiativerne.
Overordnede anbefalinger
- At åbne plejehjemmet mere op for omverdenen ved at bygge oven på eksisterende ressourcer og samarbejde med andre lokale aktører, så nye initiativer kan løftes af flere hænder ⇒ Aktør- og ressourcemapping i lokalområdet
- At gå mere målrettet efter at rekruttere planlægger- og tilkalde-/eventfrivillige ⇒ Strategiske frivillighistorier i lokalpressen kombineret med den eksisterende mund-til-mund rekruttering
- At strukturere og planlægge arbejdet med frivillighed samt tænke i simple løsninger, så medarbejderressourcerne ikke skal bruges på at genopfinde den dybe tallerken hver gang ⇒ Årshjul (overordnet planlægningskalender, der kan bruges igen og igen.
Ny inspiration?
Vil I også have inspiration til frivilligindsatsen samt samarbejdet med lokalsamfundet på jeres lokale plejehjem, botilbud eller institution? Tag endelig fat i mig – måske har jeg nogle nye perspektiver, der kan supplere jeres.
Det er min erfaring, at samarbejde på tværs af organisationer og sektorer glider lettere, hvis vi prøver at sætte os i vores samarbejdspartners sted. Lidt banal refleksion? Alligevel svær at efterleve.
I sidste uge skrev jeg seks gode råd til kommuner, der gerne vil samarbejde med civile aktører. Råd, der hvis de blev praktiseret, ville forbedre det tværgående samarbejde og komme borgerne til gode. Efter at have siddet på begge sider af bordet er det dog også min erfaring, at civile aktører kan have urealistiske forventninger til de kommunale aktører. Selvfølgelig ofrer civile aktører hjerteblod og fritid. Men hvis “sagen” skal realiseres, kræver det, at man som civil aktør prøver at forstå eller i hvert fald møde kommunen. Derfor er her fem gode råd til civile aktører, der gerne vil samarbejde med kommunen:
- Vær synlig på mange platforme – og ring! Selvom I har verdens bedste sag, så ved kommunen ikke nødvendigvis, at I eksisterer. Sørg derfor for, at man både kan læse om jer på Facebook, i lokalavisen samt møde jer lokalt. Og sørg for, at det er let at komme i kontakt med jer: Dialog på Facebook er ikke altid en mulighed for medarbejdere i kommunen. Tag om nødvendigt selv kontakt til kommunen – Find til en start dem, der tager sig af foreningssamarbejdet fx Kultur&Fritid
- Dan en forening. Det er svært for kommuner at kommunikere med civile aktører, der ikke er en forening. Kommuner har større tillid til foreninger og har lettere ved at komme i kontakt med dem samt finansiere deres aktiviteter m.m. At kunne tale ”foreningsk” gør alt lettere (men kræver også en del arbejde af jer)
- Forventningsafstem. Hvis I indgår et samarbejde med kommunen, så vær skarpe på, hvem der har ansvaret for hvad – og hvor mange timer I som frivillige har mulighed for at lægge. Hvis kommunen har meget høje forventninger til, hvor meget I skal levere hvornår (helst inden for almindelig arbejdstid) – men ikke har mulighed for at honorere professionel koordinering, må I nedskalere og melde det tydeligt ud
- Mød kommunen med respekt og tålmodighed! Mange af de medarbejdere I møder, vil rigtig gerne samarbejde eller hjælpe med at realisere jeres idéer. Trods de gode intentioner kan medarbejdernes tid og beslutningskompetence dog være begrænset. Muligvis skal chefen eller politikerne komme med grønt lys – det tager tid. Og selvom I og jeres kontaktperson er fyr og flamme, kommer der også andre interesser på spil
- Forvent ikke penge. Råderummet til at finansiere frivillige aktiviteter fra dag til dag er begrænset. Ofte kan der findes håndører til dækning af udgifter til fx råvarer eller materialer – en kunstner, hvis bølgerne går højt. Yderst sjældent kan I forvente at få dækket koordineringsomkostninger – også selvom I leverer på professionelt niveau.
Jeg er glad, for min kommune har inviteret vores frivillige Madfællesskab med til et arrangement for pensionister. Og det har inspireret mig til at lave 6 gode råd til kommuner, der gerne vil samarbejde med lokale, civile aktører:
- Kontakt os, for vi vil rigtig gerne samarbejde med jer! Sørg for at kontakte os i god tid og vid, at vi har arbejde, familie etc. ved siden af, så vi ikke altid kan mødes i dagtimerne
- Vær nysgerrig! Spørg ind til vores visioner og idéer. Selvom I tænker, at det er vores fornemste opgave, at rekruttere nye deltagere, så kan det være, at vores mission er en helt anden. Vi mister gejsten, hvis I lægger ord i munden på os og ikke tager udgangspunkt i vores engagement
- Forventningsafstem med os og spil med åbne kort. Skal vi møde op til et konkret arrangement og reklamere for os selv, skal vi sammen prøve at mindske ensomheden blandt unge eller vil I betale os for at arrangere en aktivitet for byens pensionister?
- Vær åben over for nye muligheder og idéer. Pas på, at I ikke kvæler vores engagement og vores idéer ved at have besluttet alt på forhånd. Forventningsafstemning er alfa og omega, men sørg for, at vi har et reelt handlerum. Ellers dræner I vores energi
- Tag os seriøst og mød os i øjenhøjde. Vi har ofte masser viden om vores lokalområde og vores interessefelt. Nogen gange arbejder vi endda med det samme som jer – bare i nabokommunen eller i en anden organisation. Udnyt det, og lad os realisere idéerne sammen!
- Invester i os. Vi vil gerne investere vores tid og udnytte vores engagement og viden, men så forventer vi også, at I er tilgængelige og fx vil hjælpe os med at finde lokaler, penge etc.
Måske har vi høje forventninger til samarbejdet med jer. Og vi ved, at det i de kommunale kasser og siloer kan være svært, selvom man gerne vil. Men hey, hvis vi kan gøre det sammen, får vores kommune så meget igen!
At mit civile engagement og min professionelle faglighed er tæt knyttet sammen og nærer hinanden, ved jeg egentlig godt. Det er simpelthen mit civile engagement koblet med min faglige viden om fællesskaber og inddragelsesprocesser, der har givet mig en forståelse for, hvordan kommuner kan forbedre deres inddragelse af civil- og lokalsamfundet med øje for de social- og sundhedsmæssige gevinster på både kort og lang sigt.
Alligevel har jeg haft svært ved at synliggøre denne sammenhæng. Til tider har jeg undervurderet mine civile erfaringers værdi og tyngde. Andre gange har jeg oplevet, at min faglighed ikke er blevet taget seriøst, når jeg har engageret mig civilt.
Derfor blev jeg så glad, da jeg hørte et interview med mig selv. Interviewet er lavet af Hvidovre Bibliotek i anledning af Vestegnens Kulturuge, hvor der bliver sat spot på lokale ildsjæle. Og her kommer jeg på banen, fordi jeg er med i et lokalt madfællesskab. Og det er netop nu, det bliver tydeligt for mig, at sammenhængen mellem engagementet og fagligheden ikke kun eksisterer i mit hoved, men også i virkeligheden. Det er helt rigtigt, at jeg både i professionelle og civile sammenhænge har mest at bidrage med, når de to sfærer for lov at krydsbestøve hinanden.
Det betyder, at jeg vil øve mig på at bringe mine civile erfaringer endnu mere i spil – og synliggøre dem. Og jeg vil blive bedre til i mine formidlingsaktiviteter at koble mine erfaringer med viden.
Samtidig kan jeg se, at andre rammer end handleRUM kan give mig mulighed for at bidrage med det, der lægger mig allermest på sinde – og ikke mindst give mig plads til at dyrke både mit civile engagement og min faglighed. Sådanne muligheder vil jeg være åben over for.