Verdensmål 7: Bæredygtig energi

Når det handler om bæredygtig energi har vi i Danmark formået at afkoble vores energiforbrug fra befolkningsvækst og økonomisk vækst samtidig med, at vi også er godt i gang med den bæredygtige omstilling af energisektoren.

Verdensmål 7: Bæredygtig energi

Det ændrer imidlertid ikke på, at vi er nogle af dem i verden, der bruger mest energi – blandt andet ved at opvarme dårligt isolerede boliger.

Men det fede er, at en ambition om at spare på energien kan samle os. For det er lige meget, om vi sparer på strømmen, fordi vi vil redde klimaet eller fordi vi vil spare penge!

For eksempel vil det på mange arbejdspladser være oplagt at tage initiativ til en fælles ”Spar på energien konkurrence”. Således kan man mange steder reducere energiregningen med op til 10% ved blot med fælles hjælp at spare på strømmen. Sådan en lille konkurrence skaber holdånd på tværs af teams og afdelinger – og gevinsten kunne for eksempel investeres i en fælles middag for alle medarbejdere.

Du kan faktisk finde materiale på: https://sparenergi.dk/offentlig/vaerktojer/adfaerdskampagne

Verdensmålsserien er handleRUM’s bud på, hvordan vi kan skabe rum for bæredygtighed gennem aktiv inddragelse og fællesskab frem for skrækscenarier og klimaskam.

Læs om de andre verdensmål i indlægget: http://handlerum.dk/baeredygtighed-faellesskab-og-aktiv-inddragelse/

Verdensmål 6: Rent vand og sanitet

Vidste du, at halvdelen af danskerne får deres vand fra et forbrugerejet vandværk? Vand er i Danmark non-profit og alle vandværker er demokratisk ejet enten direkte af forbrugerne eller indirekte af kommunerne. Således kan lokale fællesskaber også være med til at sikre, at vi har rent vand i hanen!

Et engagement i civile fællesskaber og initiativer kan være med til at sikre, at vi også har rent drikkevand fremover. Fx arbejder Danmarks Naturfredningsforening, Økologisk Landsforening, Praktisk Økologi og Vild med Vilje på forskellige måder med at sikre biodiversiteten og eliminere forbruget af pesticider, som forurener vores drikkevand.

Selv kan du fx tilmelde dig Giftfri Have på www.giftfri-have.dk og tale med dine naboer eller din grundejerforening om at gøre det samme. Inviter til en havevandring, lær giftfrie tips og tricks af hinanden og nyd synet til næste sommer!

Verdensmålsserien har fokus på, hvordan kan vi fremme en bæredygtig omstilling gennem aktiv inddragelse og fællesskab – frem for klimaskyld og klimaskam.

Hvordan får du indflydelse på din by?

Måske kan bare en lille græsplæne, en bænk og en blomsterkrukke eller to få dig til at føle dig bedre tilpas? Eller måske kan et bump, et bed og et træ forhindre, at et barn på din vej kommer til skade, fordi en billist har for travlt?

Har du lyst til at ændre dine omgivelser? Men ved du ikke, hvordan du kommer i gang og hvordan, du får lov?

Men hvordan kommer du og dine naboer i dialog med de lokale politikere om det? En af nyhederne hos AOF Hvidovre dette efterår er mit kursus i byplanlægning for begyndere. Det handler om, hvordan man som borger kan få indflydelse på byplanlægningen dér, hvor man bor.

Læs også om kurset på Hvidovre Avis’ hjemmeside: www.hvidovreavis.dk/artikel/vil-du-vaere-med-til-at-bestemme-hvordan-din-by-skal-se-ud

Verdensmål 5: Ligestilling mellem kønnene

Et sted vi i Danmark kan sætte ind, er på barselsfronten. For fx gavner det både baby, mor og far på arbejds-, økonomi- og hjemmefronten, hvis far tager mere barsel. Samtidig skal det være slut med at forstå barsel som en karrierehæmmer – og vi skal åbne for en mere nuanceret forståelse af, hvordan man som forælder kan være på barsel. Rigtig mange forældre trives nemlig med at holde kontakten med arbejdspladsen, fordybe sig fagligt eller igangsætte nye projekter, mens de også passer deres lille guldklump.

Verdensmål 5: Ligestilling mellem kønnene

Derfor ser vi også en masse nye barselsinitiativer, som bygger på fællesskab omkring noget andet end baby. Selv har jeg startet et frivilligt barselsnetværk på Vestegnen. Til efteråret har vi i samarbejde med den lokale aftenskole FORA sammensat et spændende program, hvor blandt andet Lisbeth Odgaard Madsen fra Potential Company kommer og fortæller om at få arbejds- og familielivskabalen til at gå op.

Netværket Business & Barsel, Barselshuset i Århus samt Barselsakademiet KBH er andre spændende initiativer, der skaber rum for barselsfællesskaber, der ikke kun har baby som omdrejningspunkt. Initiativerne er samtidig eksempler på, hvordan forskellige kvinder på barsel selv har skredet til handling, fordi de savnede fællesskab og input under deres egen barsel.

Et af de store potentialer er initiativernes forankring op ad til, så fx den kommunale sundhedspleje, fagforeninger eller aftenskoler bliver samarbejdspartnere. På den måde kan initiativerne i sammenspil med andre tiltag være med til at fremme ligestilling, sundhed og trivsel i et større perspektiv.

Verdensmål 4: Kvalitetsuddannelse

Delmål 4.7 lyder: “Inden 2030 skal alle elever have tilegnet sig den viden og de færdigheder, som er nødvendig for at fremme en bæredygtig udvikling, herunder bl.a. gennem undervisning i bæredygtig udvikling og en bæredygtig livsstil, menneskerettigheder, ligestilling mellem kønnene, fremme af en fredelig og ikke-voldelig kultur, globalt borgerskab og anerkendelse af kulturel mangfoldighed og af kulturens bidrag til en bæredygtig udvikling.”

Verdensmål nr. 4

Handlekompetencer udi bæredygtighed er essentielle, hvis vi skal nå FN’s verdensmål – ikke kun for børn og unge, men også for voksne. På mange måder skal vi genopdage og genlære gamle dyder og praktiske færdigheder fra vores bedsteforældres tid. For vi skal blive bedre til at reparere og genbruge vores ting samt udnytte det, vi har, mest muligt – hvad enten det handler om madvarer, tøj eller elektronik.

Både aftenskoler og højskoler kan spille en særlig rolle i vores tilegnelse af bæredygtige handlekompetencer. Det er en folkeoplysningsbold, som flere institutioner allerede har grebet, men hvis vi skal i mål, skal vi nå endnu bredere ud.

Fx kunne biblioteker eller andre institutioner inviterer til månedlige learning-by-doing caféer, hvor ældre generationer kan videregive deres kompetencer til de yngre?

Vi kan også dele vores praktiske færdigheder med vores omgangskreds – eller være sammen om at reparere og udnytte. På skift kan vi invitere hinanden hjem til ”Repair Café”, vegetarisk madlavning eller tøjreparation. På den måde får vi set vores venner samtidig med, at vi både lærer noget nyt og får nogle opgaver for hånden.