Fællesskabet hvorfra handleRUM spirede

I morgen mødes mere end 100 mennesker til fællesspisning på Plejecenter Krogstenshave – igen i år sammen med masser af børn og forældre fra den lokale børneinstitution. Traditionen har sammen med nogle fantastiske somre i en midlertidig byhave på Amager haft en kæmpe betydning for, hvor stifter af handleRUM, Lise Holm Rasmussen er i sit arbejdsliv i dag.

Fælles madlavning og spisning efteråret 2017.

Lise har i mange år været fascineret af livet på plejehjem og beskæftiget mig med social trivsel i den tredje alder. Da hun flyttede til forstaden, arrangerede hun derfor sammen med Hvidovre Madfællesskab en fællesspisning på det lokale plejehjem. Ledelsen og medarbejderne på både plejehjem greb idéen, og fællesspisningen er efterhånden forankret her.

Til den første fællesspisning kunne jeg mærke, hvordan det gav mening for mig at sætte i værk. Jeg livede simpelthen op og strålede af virkelyst. Jeg havde fået fat på noget, der var vigtigt for mig. Kunne man leve af det? Tanken begyndte at spire i mig.

– Lise Holm Rasmussen, stifter af handleRUM

Tanken blev til handleRUM, som i dag er platform for en række fællesskabende projekter.

Og missionen med handleRUM er fortsat at engagere mennesker i sundhedsfremmende og bæredygtige fællesskaber. Vi forstår os nemlig på lokalsamfund og det forgrenede net af ressourcer og aktører, som ligger gemt under overfladen klar til at blive aktiveret!

Der er mange nye idéer på tegnebrættet: I foråret 2020 står den blandt andet på en række foredrag på Aftenskolen Lysglimt i Køge.

Meningsfuld hverdag og aktiviteter for alle på fremtidens plejehjem?

Hvordan vil du leve i din alderdom? Og hvis du skulle få brug for omfattende pleje, kender du så et plejehjem, der ville passe til dig?

Meningsfuld hverdag og aktiviteter for alle. Foto: Marie Breindahl.

Samme pakke til alle

At komme på plejehjem indgår sjældent i vores drøm om den gode alderdom. Og personligt undrer det mig, at indholdet i den bolig- og servicepakke, vi tilbyder til samfundets svageste ældre er så ens på tværs af hele landet.

Som mennesker er vi temmelig forskellige, men når vi flytter på plejehjem, så får vi en standardbolig på 30-40 m2 med trinettekøkken og handicaptoilet. Den sundhedsfaglige pleje er skræddersyet, men menuen er traditionel dansk mad – aktiviteterne banko, krea-værksted og wienervals akkompagneret af Giro 413.

Har vi de samme ønsker og behov i alderdommen?

Muligvis er det lige præcis sådan, at mennesker født i 1920’erne og 1930’erne helst vil have det, men ved vi det? Og er det også sådan man vil leve i sin alderdom, hvis man var en del af ungdomsoprøret i 1968, har rejst verden rundt eller er født og opvokset i Tyrkiet?

Det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at vi i dag står med så ensartede bolig- og servicepakker: Det handler om den historiske udvikling af ældreomsorgen, fagpolitik og lovregulering, arbejdsmiljø og økonomi. Spørgsmålet er, hvordan vi kan skabe mere mangfoldige og individuelle løsninger.

Nye veje?

Klippekortsordningen, som i denne uge er blevet beskyldt for at være for bureaukratisk og svær at kommunikere ud, er et forsøg på at tilbyde beboerne mere individuelle aktiviteter.

Flere aktivitetstilbud drevet af frivillige i tæt samarbejde med medarbejderne kombineret med en større viden om den enkelte beboers ønsker og behov kunne være et andet bud indenfor de eksisterende rammer. Eller sideløbende med kvaliteten af den sundhedsfaglige pleje at få et større fokus på det enkelte plejehjems profil – en model, man blandt andet arbejder med i Københavns Kommune.

Øget fokus på strategi

Kodeordet er for mig at se strategi, og ikke mindst koblingen af den store vision med praksis. Udfordringen er, at sådan en tilgang ofte vil kræve, at der lokalt bruges ressourcer på hænder, som ikke indgår i plejen. Det kan muligvis være svært at forsvare politisk i en tid, hvor der er så stort fokus på ”varme hænder”.

På den anden side er det netop helikopterperspektivet eller et par øjne ude fra, der kan være med til at sikre, at bolig- og servicepakkerne til samfundets svageste ældre afspejler mangfoldigheden i befolkningen.

Frivilliginddragelse med mere tid til beboerne

Gennem det sidste halve år har jeg besøgt en masse plejehjem – og her talt med medarbejdere og ledere om inddragelse af frivillige og lokalsamfund. Det har været tydeligt, at de plejehjem, der har flest frivillige initiativer og samarbejder mest på tværs har en leder, der prioriterer inddragelsen og aktivt understøtter eventuelle medarbejdere, der koordinerer de frivillige aktiviteter.

Fælles madlavning på plejehjem
Fællesspisning på plejehjem. Foto: Ole Mik, Hvidovre Avis november 2016

Behov for strategi, struktur og planlægning

Samtidig har der vist sig et stort uudnyttet potentiale i at tænke inddragelsen langt mere strategisk samt i højere grad at planlægge og strukturere indsatsen. Det enkelte plejehjem bruger således uforholdsvis mange ressourcer på at planlægge aktiviteter og inddrage fra gang til gang – tid medarbejderne ellers kunne have brugt på at facilitere beboernes deltagelse i aktiviteterne.

Tid til beboerne

Lederens engagement er netop med til at sikre retning og struktur, men da opgaverne på lederens bord er mange, må frivilliginddragelse ofte vige for sundhedsfaglige problemstillinger. Og medarbejderne skal – udover at koordinere de frivillige – også bidrage til plejefaglige opgaver, sørge for det praktiske omkring aktiviteterne og ikke mindst facilitere beboernes deltagelse. Det betyder, at det enkelte plejehjem kunne frigøre tid til beboerne, hvis de fik hjælp til at:

  • Udvikle en strategi for inddragelsen af frivillige og lokalsamfund: Hvad er formålet med inddragelsen og hvad vil plejehjemmet opnå på sigt?
  • Strukturere og planlægge indsatsen: Hvilke initiativer har plejehjemmet allerede, hvilke nye skal der sættes i værk hvornår – og hvordan og hvornår skal der kommunikeres med omverdenen?
  • Få indsatsen ud over stepperne i tråd med strategi og planlægning.

Skabe rum for handling

Det kan lyde højtravende, men i virkeligheden handler det om at skabe rum for, at nye idéer bliver realiseret og får en fast plads i kalenderen. Det sikrer, at fx vuggestuebesøg, fællesspisninger og koraftener bliver en fast del af livet på plejehjemmet uden, at medarbejderne skal starte forfra med planlægningen hver gang – og i stedet kan bruge mere tid på beboerne.

Hvordan får vi generationsmøder til at lykkes?

Efter at have stået for en række fællesspisninger på tværs af et plejehjem og et børnehus er jeg ikke tvivl om, hvor meget potentiale der er i mødet på tværs af generationer. Først og fremmest er det selvfølgelig en hyggelig begivenhed, men der skabes også rum for et tværgående fællesskab, som sætter sig i deltagerne som en særlig meningsfuld glæde.

Men hvad skal der til for, at samarbejdet på tværs af institutioner lykkes og generationsmøderne skaber glæde?

Fællesspisning på tværs af generationer. Foto: Ole Mik, Hvidovre Avis.

Kontinuerlig og struktureret facilitering

Hvis oplevelsen skal være mere end et lysglimt, er der først og fremmest behov for, at rummet faciliteres på kontinuerlig og struktureret vis (få aktiviteterne i kalenderen på fast basis). Som initiativtager glæder jeg mig over, hvordan ledelsen på plejehjemmet og i børnehuset griber bolden, prioriterer og afsætter ressourcer samt, hvordan medarbejderne på plejehjemmet til den fælles madlavning og spisning understøtter beboernes deltagelse og møde med børnefamilierne. Det er rehabilitering, det er social trivsel og det er sundhed.

Konkret forventningsafstemning

Prioritering og ledelse er sammen med medarbejdernes evne til at facilitere relationer og aktiviteter væsentligt. Men det er min erfaring, at vi ikke skal undervurdere, hvor vigtig den helt konkrete forventningsafstemning på tværs af institutionerne er. For det kan hurtigt blive de små detaljer, der i hverdagen spænder ben for de gode intentioner og forkromede planer: De afsatte ressourcer kan forsvinde, hvis en pædagog fx lægger sig syg med influenza, hvis normeringen og programmet i de to institutioner ser forskellig ud henover dagen eller hvis der på den ene institution er en nul-sukker politik og den anden institution skal nøde sine beboere til at få nok indenbords.

Hvis samarbejdet på tværs af institutioner skal lykkes, skal vi derfor huske at tale om:

  • Hvor ofte skal vi mødes og hvornår passer det ind i institutionernes normering og dagsprogram?
  • Hvad kan vi servere, som er sundt og nærende for alle?
  • Hvad kan vi hver især bidrage med og hvem gør hvad?

Fællesskaber på tværs af generationskløften

»Børnene. Musikken. Fællesskabet. Det er noget særligt, og det er noget, jeg bare glæder mig til«.

Birte på 88 år har tre børnebørn og fem oldebørn, men hun ser dem ikke så tit, fordi de bor i provinsen. Derfor synes hun, det er så vigtigt, at børnene fra nabolaget kommer på besøg på plejehjemmet i Gladsaxe, hvor hun bor.

»Det er godt, vi lærer hinanden at kende. Så de opdager, at vi ikke er nogle mærkelige nogle«.

Madlavning på tværs af generationer i børneinstitution.

Vi mødes ikke så tit på tværs af generationer i dagens Danmark. Generationskløften er dyb, og det med alderdom bliver for børn (og andre) noget mærkeligt noget. I en tid, hvor vi ønsker at mindske ensomheden i samfundet, sætte fokus på demens samt rekruttere medarbejdere til fremtidens ældrepleje – for at tage hele spektret – har vi behov for fællesskaber på tværs.

Som den skønne reportage i Politiken peger på, kræver det, at mødet mellem mennesker faciliteres på fast basis. Det årlige Luciaoptog skaber ikke bånd og nedbryder ikke barrierer på tværs. Der er behov for en kontinuerlig og struktureret indsats!

Læs reportagen om fælles rytmikprojekt i Gladsaxe:

Rollinger og oldinge mødes til rytmik: »Børnene. Musikken. Fællesskabet. Det er noget særligt, og det er noget, jeg bare glæder mig til«