Verdensmål 5: Ligestilling mellem kønnene

Et sted vi i Danmark kan sætte ind, er på barselsfronten. For fx gavner det både baby, mor og far på arbejds-, økonomi- og hjemmefronten, hvis far tager mere barsel. Samtidig skal det være slut med at forstå barsel som en karrierehæmmer – og vi skal åbne for en mere nuanceret forståelse af, hvordan man som forælder kan være på barsel. Rigtig mange forældre trives nemlig med at holde kontakten med arbejdspladsen, fordybe sig fagligt eller igangsætte nye projekter, mens de også passer deres lille guldklump.

Verdensmål 5: Ligestilling mellem kønnene

Derfor ser vi også en masse nye barselsinitiativer, som bygger på fællesskab omkring noget andet end baby. Selv har jeg startet et frivilligt barselsnetværk på Vestegnen. Til efteråret har vi i samarbejde med den lokale aftenskole FORA sammensat et spændende program, hvor blandt andet Lisbeth Odgaard Madsen fra Potential Company kommer og fortæller om at få arbejds- og familielivskabalen til at gå op.

Netværket Business & Barsel, Barselshuset i Århus samt Barselsakademiet KBH er andre spændende initiativer, der skaber rum for barselsfællesskaber, der ikke kun har baby som omdrejningspunkt. Initiativerne er samtidig eksempler på, hvordan forskellige kvinder på barsel selv har skredet til handling, fordi de savnede fællesskab og input under deres egen barsel.

Et af de store potentialer er initiativernes forankring op ad til, så fx den kommunale sundhedspleje, fagforeninger eller aftenskoler bliver samarbejdspartnere. På den måde kan initiativerne i sammenspil med andre tiltag være med til at fremme ligestilling, sundhed og trivsel i et større perspektiv.

Verdensmål 4: Kvalitetsuddannelse

Delmål 4.7 lyder: “Inden 2030 skal alle elever have tilegnet sig den viden og de færdigheder, som er nødvendig for at fremme en bæredygtig udvikling, herunder bl.a. gennem undervisning i bæredygtig udvikling og en bæredygtig livsstil, menneskerettigheder, ligestilling mellem kønnene, fremme af en fredelig og ikke-voldelig kultur, globalt borgerskab og anerkendelse af kulturel mangfoldighed og af kulturens bidrag til en bæredygtig udvikling.”

Verdensmål nr. 4

Handlekompetencer udi bæredygtighed er essentielle, hvis vi skal nå FN’s verdensmål – ikke kun for børn og unge, men også for voksne. På mange måder skal vi genopdage og genlære gamle dyder og praktiske færdigheder fra vores bedsteforældres tid. For vi skal blive bedre til at reparere og genbruge vores ting samt udnytte det, vi har, mest muligt – hvad enten det handler om madvarer, tøj eller elektronik.

Både aftenskoler og højskoler kan spille en særlig rolle i vores tilegnelse af bæredygtige handlekompetencer. Det er en folkeoplysningsbold, som flere institutioner allerede har grebet, men hvis vi skal i mål, skal vi nå endnu bredere ud.

Fx kunne biblioteker eller andre institutioner inviterer til månedlige learning-by-doing caféer, hvor ældre generationer kan videregive deres kompetencer til de yngre?

Vi kan også dele vores praktiske færdigheder med vores omgangskreds – eller være sammen om at reparere og udnytte. På skift kan vi invitere hinanden hjem til ”Repair Café”, vegetarisk madlavning eller tøjreparation. På den måde får vi set vores venner samtidig med, at vi både lærer noget nyt og får nogle opgaver for hånden.

Verdensmål 3: Sundhed og trivsel

Inden 2030 skal tidlig dødelighed, som følge af ikke-smitsomme sygdomme, reduceres med en tredjedel gennem forebyggelse og behandling, og mental sundhed og trivsel skal fremmes

Forskning viser, at det at gøre noget aktivt, at gøre noget sammen og at gøre noget meningsfuldt fremmer vores mentale sundhed: www.abcmentalsundhed.dk

At engagere sig i en frivillig social forening, en idrætsforening eller en miljøorganisation kan altså reducere vores risiko for blandt andet at få depression og angst.

Verdensmål 3

Det betyder, at den bedste medicin mod den klimaangst, som nogle mennesker helt reelt oplever, faktisk er at engagere sig i en grøn bevægelse. Oplevelsen af at gøre en forskel sammen med andre er således langt mere fordrende for vores trivsel frem for, at vi blot presser os selv til at leve mere og mere bæredygtigt. Samtidig rykker det fælles engagement også langt mere end vores individuelle valg.

Det betyder også, at vi kan fremme vores mentale sundhed, hvis vi dyrker fællesskaberne i hverdagen. Måske skal vi i fremtiden ikke blot se de steder, hvor vi mødes på tværs, som fx vejen, børnenes institution eller bedstemors plejehjem, som en kommunal serviceydelse, men en katalysator for fællesskab. En katalysator som drives af vores engagement og giver os oplevelsen af at kunne bidrage og høre til.

Selv kan vi øve os i at forstørre de fællesskaber, vi allerede er en del af – hænge lidt mere ud i vores børns institution og tale med de andre forældre, falde i snak med den gamle mand længere oppe ad vejen eller være med til at planlægge sommerfesten på skolen. Små skridt nede fra, men masser af handlemuligheder her og nu. Oppefra kunne kommunerne med fordel bringe det lokale civilsamfund i spil på tværs af alle politikområder samt understøtte de institutionsbårne fællesskaber ved fx at tænke i mulighedsrum ved planlægningen af nybyggeri eller ved udvikling af nye projekter. 

Verdensmål 2: Stop sult

Verdensmål 2 handler både om at stoppe sult samt sikre bæredygtig fødevareproduktion og -forsyning.

Verdensmål 2 handler både om at stoppe sult
samt sikre bæredygtig fødevareproduktion og -forsyning.

Med sin kultur- og fritidspolitik i hånden valgte Hvidovre Kommune sidste år at få CPH:DOX til Filmbyen samt med mig som koordinator at engagere tre lokale aktører (et madfællesskab samt en lokalafdeling af Natur&Ungdom og Dansk Vegetarisk Forening) med at bringe filmen ”Eating Animals” i spil. Det handlede egentlig ikke om bæredygtighed, men da de civile aktører alle var engagerede i bæredygtigt fødevareforbrug blev det afsættet.

Filmen leverede viden, mens de efterfølgende workshops viste alternativer til den nuværende fødevareproduktion i form af vegetarisme samt lokal, bæredygtig kødproduktion. Samtidig kunne deltagerne smage lokalt lammekød, lave vegansk mad – og efterfølgende nyde en vegansk middag sammen.

Når vi får mulighed for at omsætte viden til handling ved at prøve kræfter med nye måder at spise og forbruge på, bliver det lettere også at gøre det hjemme i sit eget køkken i hverdagen. Og pludselig var CPH:DOX ikke kun en filmfestival, men også et bud på, hvordan vi kan fremme bæredygtighed gennem aktiv inddragelse og fællesskab.

Verdensmål 1: Afskaf fattigdom

Fattigdom i Danmark er først og fremmest et politisk spørgsmål. Men vi har mulighed for skubbe på nede fra og engagere os i de talrige frivillige sociale foreninger.

Nye former for civile fællesskaber som for eksempel SYMB!, INSP! og Sager der Samler, som opererer i krydsfeltet mellem kommune, civilsamfund og den private sektor, viser imidlertid også ny vej. De tilbyder fællesskab – ikke nødvendigvis som social indsats målrettet ”socialt udsatte”, men fordi alle har noget at bidrage med. Det giver muligheder for mennesker, som måske ikke er udsatte i klassisk forstand, men kæmper med at få fodfæste i livet og penge til at leve ordentligt for.

De nye civile fællesskaber leverer en vision, der er masser af handlemuligheder – og forskning peger allerede nu på, at nogle af initiativerne giver mennesker muligheder gennem aktiv inddragelse og fællesskab. Her rykker vi altså! For kommunerne bliver det derfor en opgave at understøtte og bakke op om disse initiativer.

Hvordan får vi generationsmøder til at lykkes?

Efter at have stået for en række fællesspisninger på tværs af et plejehjem og et børnehus er jeg ikke tvivl om, hvor meget potentiale der er i mødet på tværs af generationer. Først og fremmest er det selvfølgelig en hyggelig begivenhed, men der skabes også rum for et tværgående fællesskab, som sætter sig i deltagerne som en særlig meningsfuld glæde.

Men hvad skal der til for, at samarbejdet på tværs af institutioner lykkes og generationsmøderne skaber glæde?

Fællesspisning på tværs af generationer. Foto: Ole Mik, Hvidovre Avis.

Kontinuerlig og struktureret facilitering

Hvis oplevelsen skal være mere end et lysglimt, er der først og fremmest behov for, at rummet faciliteres på kontinuerlig og struktureret vis (få aktiviteterne i kalenderen på fast basis). Som initiativtager glæder jeg mig over, hvordan ledelsen på plejehjemmet og i børnehuset griber bolden, prioriterer og afsætter ressourcer samt, hvordan medarbejderne på plejehjemmet til den fælles madlavning og spisning understøtter beboernes deltagelse og møde med børnefamilierne. Det er rehabilitering, det er social trivsel og det er sundhed.

Konkret forventningsafstemning

Prioritering og ledelse er sammen med medarbejdernes evne til at facilitere relationer og aktiviteter væsentligt. Men det er min erfaring, at vi ikke skal undervurdere, hvor vigtig den helt konkrete forventningsafstemning på tværs af institutionerne er. For det kan hurtigt blive de små detaljer, der i hverdagen spænder ben for de gode intentioner og forkromede planer: De afsatte ressourcer kan forsvinde, hvis en pædagog fx lægger sig syg med influenza, hvis normeringen og programmet i de to institutioner ser forskellig ud henover dagen eller hvis der på den ene institution er en nul-sukker politik og den anden institution skal nøde sine beboere til at få nok indenbords.

Hvis samarbejdet på tværs af institutioner skal lykkes, skal vi derfor huske at tale om:

  • Hvor ofte skal vi mødes og hvornår passer det ind i institutionernes normering og dagsprogram?
  • Hvad kan vi servere, som er sundt og nærende for alle?
  • Hvad kan vi hver især bidrage med og hvem gør hvad?

Fællesskaber på tværs af generationskløften

»Børnene. Musikken. Fællesskabet. Det er noget særligt, og det er noget, jeg bare glæder mig til«.

Birte på 88 år har tre børnebørn og fem oldebørn, men hun ser dem ikke så tit, fordi de bor i provinsen. Derfor synes hun, det er så vigtigt, at børnene fra nabolaget kommer på besøg på plejehjemmet i Gladsaxe, hvor hun bor.

»Det er godt, vi lærer hinanden at kende. Så de opdager, at vi ikke er nogle mærkelige nogle«.

Madlavning på tværs af generationer i børneinstitution.

Vi mødes ikke så tit på tværs af generationer i dagens Danmark. Generationskløften er dyb, og det med alderdom bliver for børn (og andre) noget mærkeligt noget. I en tid, hvor vi ønsker at mindske ensomheden i samfundet, sætte fokus på demens samt rekruttere medarbejdere til fremtidens ældrepleje – for at tage hele spektret – har vi behov for fællesskaber på tværs.

Som den skønne reportage i Politiken peger på, kræver det, at mødet mellem mennesker faciliteres på fast basis. Det årlige Luciaoptog skaber ikke bånd og nedbryder ikke barrierer på tværs. Der er behov for en kontinuerlig og struktureret indsats!

Læs reportagen om fælles rytmikprojekt i Gladsaxe:

Rollinger og oldinge mødes til rytmik: »Børnene. Musikken. Fællesskabet. Det er noget særligt, og det er noget, jeg bare glæder mig til«

Det skal være nemt og bekvemt at deltage

”Gør det nemt og bekvemt for målgruppen at deltage – tilbyd en gulerod” lød en af anbefalingerne, da jeg for nogle år siden undersøgte, hvordan et af lokaludvalgene i Københavns Kommune kunne inddrage et bredere udsnit af bydelens beboere i byens udvikling.

I arbejdet med inddragelse af borgere og lokalsamfund er det min erfaring, at det ofte er særdeles konkrete ”gevinster”, der i første omgang lokker folk til: Et godt måltid mad eller et foredrag ligesom, at tid og sted er afgørende. Som børnefamilie er det fx lettere at deltage i en inddragende aktivitet, hvis den finder sted i børnenes institution og man bagefter kan tage aftensmaden med hjem.

Hav altid øje for de potentielle deltagere og deres interesser.

Samtidig kan det provokere, at der skal gøres en så stor indsats for at engagere borgerne – hvad enten det er i byudviklingen, som frivillige på et plejehjem eller som medskabere af kommunal kultur. Har de ikke selv et ansvar for at engagere sig i deres omverden?

Vi kan godt forvente af hinanden, at vi engagerer os i vores fælles samfund. Men som fx offentlig institution kan vi ikke forvente, at borgerne engagerer sig på vores præmisser. De engagerer sig, fordi det giver mening for dem selv. Og så kan det være, at de – hvis vi formår at inddrage dem – på sigt tapper ind i den større vision eller sag.

Sårbarhed, fællesskab og afvisning

Berørt på en tirsdag:

“Det er virkelig vigtigt ikke at lade dårlige erfaringer, hvor folk har såret dig, definere, hvordan du fremover skal gå til mennesker. Det er ganske sikkert ikke muligt at lade helt være, men vi må forsøge ikke at få et negativt syn på os selv på grund af andres håndtering af os, når vi stiller os sårbare”

(Frederik Svinth i Århus Stiftstidende: At være sårbar er nødvendigt for at kunne elske og for at kunne leve helt).

Sylt Sammen
Sylt Sammen i Nørrebrohallen i november 2017

Derfor kan fællesskaber være svære. Når vi prøver at blive en del af et, kan vi blive afvist – eller føle os afvist. Det er også vigtigt at have for øje, hvis vi arbejder professionelt med fællesskaber og inddragelse.

Hvis frivillige fx føler sig afvist, når de gerne vil engagere sig i en sag, så er det ikke sikkert, de kommer igen. Det er hverken den frivillige eller sagen fortjent med. Imødekommenhed er vigtig, når vi skal tage hånd om andre mennesker – og det der blik for, at ingen står for sig selv, at tonen er inkluderende og grupperne åbne. En aktivitet være med til at bryde barriererne ned og gøre det lettere at tage del:

  • En leg/et spil
  • Fælles madlavning
  • En praktisk opgave som fx at sætte stole og borde op.

Læs  hele Frederiks Svinths klumme: www.linkedin.com/frederik-svinth

5 veje til nye fællesskaber

Hvordan fremmer og understøtter vi nye fællesskaber? Grundlæggende handler det om at skabe rum, som giver det enkelte menneske en oplevelse af at være en del af noget og høre til. Det lykkes kun, hvis:
• Alle får mulighed for at bidrage
• Alle oplever, at de får noget med hjem
• Det er let og lige til at deltage.

Og hvordan gør man så det? Har samlet 5 gode forslag:

Metode 1: Fællesspisning

At lave og spise mad sammen skaber et fantastisk rum for fællesskab. Det bedste er, hvis deltagerne også kan være med til at lave maden. Så kan de – om ikke andet – tale om, hvordan løgene skal snittes eller hvordan palmekål mon ser ud. Hvis ikke du har et storkøkken i baghaven, vil det lokale plejehjem eller børnehaven rundt om hjørnet sikkert gerne lægge hus til.

Fælles madlavning på plejehjem
Fællesspisning på plejehjem v. Hvidovre Madfællesskab. Foto: Ole Mik, Hvidovre Avis november 2016

Metode 2: Fælleshaver

En anden metode til at skabe rammer om nye fællesskaber “fælleshaven”. I flere af de største byer i Danmark skyder der fortsat byhaver op. De bruges som løftestang i udsatte byområder, de etableres af beboerne i private gårde og af aktivister på tomme byggegrunde. Det er sådan set bare at komme i gang. TagTomat har gjort grønne fællesskaber til sin levevej. Og på www.tagtomat.dk kan du fx finde inspiration og vejledning til, hvordan du laver dine egne plantekasser og etablerer en fælleshave i gården.

Metode 3: Ressource-kartotek

Mange af os lægger inde med ting eller særlige egenskaber, som vi ikke bruger så ofte – samtidig med, at det tit er det, vores nabo lige står og mangler en tirsdag aften: En der har lyst til at læse et eventyr for børnene, en slagboremaskine til de genstridige vægge eller en, der har lyst til at gå tur med hunden. Så hvorfor ikke bidrage med det, du lægger inde med – og så kommer din nabo måske med cookies ugen efter? Hvis alle bidrager med lidt, er der i hvert fald skabt rum for et nyt fællesskab.

Et redskab til at komme i gang med at bidrage på tværs, er at lave et ressource-kartotek og hænge det op i opgangen eller slå det op i boligforeningens facebookgruppe.

Ressourcekartotek
Ressourcekartotek

Metode 4: Bytbliotek

At dele og bytte med mennesker omkring en er også en katalysator for fællesskab. Hvis du synes, at det er en tand for risikabelt at låne din slagboremaskine til naboen, kan I i jeres boligforening på vej eller i karré købe fælles værktøj og dele det med hinanden – eller I kan få jer et bytbliotek, hvor dine gamle bøger kan få ny ejermand. Virksomheden Naboskab har netop specialiseret sig i sådanne systemer og bytteskabe. Det er ret skønt.

Metode 5: Del din viden

Det er sjovt at lære noget nyt – og fedt at kunne lære fra sig. Og det er lettere at mødes med mennesker, hvis I mødes over noget. Så hvorfor ikke invitere alle dine naboer til en workshop om noget, du har viden om eller er god til at lave? Måske ved du, hvordan man laver kombucha, selvvandende plantekasser (Tak #TagTomat), syltede havtorn eller mad med havens ukrudt? Bare inviter, der er helt sikkert et par stykker, der ville ønske, at de også kunne det!