Hvordan får vi generationsmøder til at lykkes?

Efter at have stået for en række fællesspisninger på tværs af et plejehjem og et børnehus er jeg ikke tvivl om, hvor meget potentiale der er i mødet på tværs af generationer. Først og fremmest er det selvfølgelig en hyggelig begivenhed, men der skabes også rum for et tværgående fællesskab, som sætter sig i deltagerne som en særlig meningsfuld glæde.

Men hvad skal der til for, at samarbejdet på tværs af institutioner lykkes og generationsmøderne skaber glæde?

Fællesspisning på tværs af generationer. Foto: Ole Mik, Hvidovre Avis.

Kontinuerlig og struktureret facilitering

Hvis oplevelsen skal være mere end et lysglimt, er der først og fremmest behov for, at rummet faciliteres på kontinuerlig og struktureret vis (få aktiviteterne i kalenderen på fast basis). Som initiativtager glæder jeg mig over, hvordan ledelsen på plejehjemmet og i børnehuset griber bolden, prioriterer og afsætter ressourcer samt, hvordan medarbejderne på plejehjemmet til den fælles madlavning og spisning understøtter beboernes deltagelse og møde med børnefamilierne. Det er rehabilitering, det er social trivsel og det er sundhed.

Konkret forventningsafstemning

Prioritering og ledelse er sammen med medarbejdernes evne til at facilitere relationer og aktiviteter væsentligt. Men det er min erfaring, at vi ikke skal undervurdere, hvor vigtig den helt konkrete forventningsafstemning på tværs af institutionerne er. For det kan hurtigt blive de små detaljer, der i hverdagen spænder ben for de gode intentioner og forkromede planer: De afsatte ressourcer kan forsvinde, hvis en pædagog fx lægger sig syg med influenza, hvis normeringen og programmet i de to institutioner ser forskellig ud henover dagen eller hvis der på den ene institution er en nul-sukker politik og den anden institution skal nøde sine beboere til at få nok indenbords.

Hvis samarbejdet på tværs af institutioner skal lykkes, skal vi derfor huske at tale om:

  • Hvor ofte skal vi mødes og hvornår passer det ind i institutionernes normering og dagsprogram?
  • Hvad kan vi servere, som er sundt og nærende for alle?
  • Hvad kan vi hver især bidrage med og hvem gør hvad?

Fællesskaber på tværs af generationskløften

»Børnene. Musikken. Fællesskabet. Det er noget særligt, og det er noget, jeg bare glæder mig til«.

Birte på 88 år har tre børnebørn og fem oldebørn, men hun ser dem ikke så tit, fordi de bor i provinsen. Derfor synes hun, det er så vigtigt, at børnene fra nabolaget kommer på besøg på plejehjemmet i Gladsaxe, hvor hun bor.

»Det er godt, vi lærer hinanden at kende. Så de opdager, at vi ikke er nogle mærkelige nogle«.

Madlavning på tværs af generationer i børneinstitution.

Vi mødes ikke så tit på tværs af generationer i dagens Danmark. Generationskløften er dyb, og det med alderdom bliver for børn (og andre) noget mærkeligt noget. I en tid, hvor vi ønsker at mindske ensomheden i samfundet, sætte fokus på demens samt rekruttere medarbejdere til fremtidens ældrepleje – for at tage hele spektret – har vi behov for fællesskaber på tværs.

Som den skønne reportage i Politiken peger på, kræver det, at mødet mellem mennesker faciliteres på fast basis. Det årlige Luciaoptog skaber ikke bånd og nedbryder ikke barrierer på tværs. Der er behov for en kontinuerlig og struktureret indsats!

Læs reportagen om fælles rytmikprojekt i Gladsaxe:

Rollinger og oldinge mødes til rytmik: »Børnene. Musikken. Fællesskabet. Det er noget særligt, og det er noget, jeg bare glæder mig til«

Det skal være nemt og bekvemt at deltage

”Gør det nemt og bekvemt for målgruppen at deltage – tilbyd en gulerod” lød en af anbefalingerne, da jeg for nogle år siden undersøgte, hvordan et af lokaludvalgene i Københavns Kommune kunne inddrage et bredere udsnit af bydelens beboere i byens udvikling.

I arbejdet med inddragelse af borgere og lokalsamfund er det min erfaring, at det ofte er særdeles konkrete ”gevinster”, der i første omgang lokker folk til: Et godt måltid mad eller et foredrag ligesom, at tid og sted er afgørende. Som børnefamilie er det fx lettere at deltage i en inddragende aktivitet, hvis den finder sted i børnenes institution og man bagefter kan tage aftensmaden med hjem.

Hav altid øje for de potentielle deltagere og deres interesser.

Samtidig kan det provokere, at der skal gøres en så stor indsats for at engagere borgerne – hvad enten det er i byudviklingen, som frivillige på et plejehjem eller som medskabere af kommunal kultur. Har de ikke selv et ansvar for at engagere sig i deres omverden?

Vi kan godt forvente af hinanden, at vi engagerer os i vores fælles samfund. Men som fx offentlig institution kan vi ikke forvente, at borgerne engagerer sig på vores præmisser. De engagerer sig, fordi det giver mening for dem selv. Og så kan det være, at de – hvis vi formår at inddrage dem – på sigt tapper ind i den større vision eller sag.

Sårbarhed, fællesskab og afvisning

Berørt på en tirsdag:

“Det er virkelig vigtigt ikke at lade dårlige erfaringer, hvor folk har såret dig, definere, hvordan du fremover skal gå til mennesker. Det er ganske sikkert ikke muligt at lade helt være, men vi må forsøge ikke at få et negativt syn på os selv på grund af andres håndtering af os, når vi stiller os sårbare”

(Frederik Svinth i Århus Stiftstidende: At være sårbar er nødvendigt for at kunne elske og for at kunne leve helt).

Sylt Sammen
Sylt Sammen i Nørrebrohallen i november 2017

Derfor kan fællesskaber være svære. Når vi prøver at blive en del af et, kan vi blive afvist – eller føle os afvist. Det er også vigtigt at have for øje, hvis vi arbejder professionelt med fællesskaber og inddragelse.

Hvis frivillige fx føler sig afvist, når de gerne vil engagere sig i en sag, så er det ikke sikkert, de kommer igen. Det er hverken den frivillige eller sagen fortjent med. Imødekommenhed er vigtig, når vi skal tage hånd om andre mennesker – og det der blik for, at ingen står for sig selv, at tonen er inkluderende og grupperne åbne. En aktivitet være med til at bryde barriererne ned og gøre det lettere at tage del:

  • En leg/et spil
  • Fælles madlavning
  • En praktisk opgave som fx at sætte stole og borde op.

Læs  hele Frederiks Svinths klumme: www.linkedin.com/frederik-svinth

5 veje til nye fællesskaber

Hvordan fremmer og understøtter vi nye fællesskaber? Grundlæggende handler det om at skabe rum, som giver det enkelte menneske en oplevelse af at være en del af noget og høre til. Det lykkes kun, hvis:
• Alle får mulighed for at bidrage
• Alle oplever, at de får noget med hjem
• Det er let og lige til at deltage.

Og hvordan gør man så det? Har samlet 5 gode forslag:

Metode 1: Fællesspisning

At lave og spise mad sammen skaber et fantastisk rum for fællesskab. Det bedste er, hvis deltagerne også kan være med til at lave maden. Så kan de – om ikke andet – tale om, hvordan løgene skal snittes eller hvordan palmekål mon ser ud. Hvis ikke du har et storkøkken i baghaven, vil det lokale plejehjem eller børnehaven rundt om hjørnet sikkert gerne lægge hus til.

Fælles madlavning på plejehjem
Fællesspisning på plejehjem v. Hvidovre Madfællesskab. Foto: Ole Mik, Hvidovre Avis november 2016

Metode 2: Fælleshaver

En anden metode til at skabe rammer om nye fællesskaber “fælleshaven”. I flere af de største byer i Danmark skyder der fortsat byhaver op. De bruges som løftestang i udsatte byområder, de etableres af beboerne i private gårde og af aktivister på tomme byggegrunde. Det er sådan set bare at komme i gang. TagTomat har gjort grønne fællesskaber til sin levevej. Og på www.tagtomat.dk kan du fx finde inspiration og vejledning til, hvordan du laver dine egne plantekasser og etablerer en fælleshave i gården.

Metode 3: Ressource-kartotek

Mange af os lægger inde med ting eller særlige egenskaber, som vi ikke bruger så ofte – samtidig med, at det tit er det, vores nabo lige står og mangler en tirsdag aften: En der har lyst til at læse et eventyr for børnene, en slagboremaskine til de genstridige vægge eller en, der har lyst til at gå tur med hunden. Så hvorfor ikke bidrage med det, du lægger inde med – og så kommer din nabo måske med cookies ugen efter? Hvis alle bidrager med lidt, er der i hvert fald skabt rum for et nyt fællesskab.

Et redskab til at komme i gang med at bidrage på tværs, er at lave et ressource-kartotek og hænge det op i opgangen eller slå det op i boligforeningens facebookgruppe.

Ressourcekartotek
Ressourcekartotek

Metode 4: Bytbliotek

At dele og bytte med mennesker omkring en er også en katalysator for fællesskab. Hvis du synes, at det er en tand for risikabelt at låne din slagboremaskine til naboen, kan I i jeres boligforening på vej eller i karré købe fælles værktøj og dele det med hinanden – eller I kan få jer et bytbliotek, hvor dine gamle bøger kan få ny ejermand. Virksomheden Naboskab har netop specialiseret sig i sådanne systemer og bytteskabe. Det er ret skønt.

Metode 5: Del din viden

Det er sjovt at lære noget nyt – og fedt at kunne lære fra sig. Og det er lettere at mødes med mennesker, hvis I mødes over noget. Så hvorfor ikke invitere alle dine naboer til en workshop om noget, du har viden om eller er god til at lave? Måske ved du, hvordan man laver kombucha, selvvandende plantekasser (Tak #TagTomat), syltede havtorn eller mad med havens ukrudt? Bare inviter, der er helt sikkert et par stykker, der ville ønske, at de også kunne det!