Det skal være nemt og bekvemt at deltage

”Gør det nemt og bekvemt for målgruppen at deltage – tilbyd en gulerod” lød en af anbefalingerne, da jeg for nogle år siden undersøgte, hvordan et af lokaludvalgene i Københavns Kommune kunne inddrage et bredere udsnit af bydelens beboere i byens udvikling.

I arbejdet med inddragelse af borgere og lokalsamfund er det min erfaring, at det ofte er særdeles konkrete ”gevinster”, der i første omgang lokker folk til: Et godt måltid mad eller et foredrag ligesom, at tid og sted er afgørende. Som børnefamilie er det fx lettere at deltage i en inddragende aktivitet, hvis den finder sted i børnenes institution og man bagefter kan tage aftensmaden med hjem.

Hav altid øje for de potentielle deltagere og deres interesser.

Samtidig kan det provokere, at der skal gøres en så stor indsats for at engagere borgerne – hvad enten det er i byudviklingen, som frivillige på et plejehjem eller som medskabere af kommunal kultur. Har de ikke selv et ansvar for at engagere sig i deres omverden?

Vi kan godt forvente af hinanden, at vi engagerer os i vores fælles samfund. Men som fx offentlig institution kan vi ikke forvente, at borgerne engagerer sig på vores præmisser. De engagerer sig, fordi det giver mening for dem selv. Og så kan det være, at de – hvis vi formår at inddrage dem – på sigt tapper ind i den større vision eller sag.

Sårbarhed, fællesskab og afvisning

Berørt på en tirsdag:

“Det er virkelig vigtigt ikke at lade dårlige erfaringer, hvor folk har såret dig, definere, hvordan du fremover skal gå til mennesker. Det er ganske sikkert ikke muligt at lade helt være, men vi må forsøge ikke at få et negativt syn på os selv på grund af andres håndtering af os, når vi stiller os sårbare”

(Frederik Svinth i Århus Stiftstidende: At være sårbar er nødvendigt for at kunne elske og for at kunne leve helt).

Sylt Sammen
Sylt Sammen i Nørrebrohallen i november 2017

Derfor kan fællesskaber være svære. Når vi prøver at blive en del af et, kan vi blive afvist – eller føle os afvist. Det er også vigtigt at have for øje, hvis vi arbejder professionelt med fællesskaber og inddragelse.

Hvis frivillige fx føler sig afvist, når de gerne vil engagere sig i en sag, så er det ikke sikkert, de kommer igen. Det er hverken den frivillige eller sagen fortjent med. Imødekommenhed er vigtig, når vi skal tage hånd om andre mennesker – og det der blik for, at ingen står for sig selv, at tonen er inkluderende og grupperne åbne. En aktivitet være med til at bryde barriererne ned og gøre det lettere at tage del:

  • En leg/et spil
  • Fælles madlavning
  • En praktisk opgave som fx at sætte stole og borde op.

Læs  hele Frederiks Svinths klumme: www.linkedin.com/frederik-svinth

5 veje til nye fællesskaber

Hvordan fremmer og understøtter vi nye fællesskaber? Grundlæggende handler det om at skabe rum, som giver det enkelte menneske en oplevelse af at være en del af noget og høre til. Det lykkes kun, hvis:
• Alle får mulighed for at bidrage
• Alle oplever, at de får noget med hjem
• Det er let og lige til at deltage.

Og hvordan gør man så det? Har samlet 5 gode forslag:

Metode 1: Fællesspisning

At lave og spise mad sammen skaber et fantastisk rum for fællesskab. Det bedste er, hvis deltagerne også kan være med til at lave maden. Så kan de – om ikke andet – tale om, hvordan løgene skal snittes eller hvordan palmekål mon ser ud. Hvis ikke du har et storkøkken i baghaven, vil det lokale plejehjem eller børnehaven rundt om hjørnet sikkert gerne lægge hus til.

Fælles madlavning på plejehjem
Fællesspisning på plejehjem v. Hvidovre Madfællesskab. Foto: Ole Mik, Hvidovre Avis november 2016

Metode 2: Fælleshaver

En anden metode til at skabe rammer om nye fællesskaber “fælleshaven”. I flere af de største byer i Danmark skyder der fortsat byhaver op. De bruges som løftestang i udsatte byområder, de etableres af beboerne i private gårde og af aktivister på tomme byggegrunde. Det er sådan set bare at komme i gang. TagTomat har gjort grønne fællesskaber til sin levevej. Og på www.tagtomat.dk kan du fx finde inspiration og vejledning til, hvordan du laver dine egne plantekasser og etablerer en fælleshave i gården.

Metode 3: Ressource-kartotek

Mange af os lægger inde med ting eller særlige egenskaber, som vi ikke bruger så ofte – samtidig med, at det tit er det, vores nabo lige står og mangler en tirsdag aften: En der har lyst til at læse et eventyr for børnene, en slagboremaskine til de genstridige vægge eller en, der har lyst til at gå tur med hunden. Så hvorfor ikke bidrage med det, du lægger inde med – og så kommer din nabo måske med cookies ugen efter? Hvis alle bidrager med lidt, er der i hvert fald skabt rum for et nyt fællesskab.

Et redskab til at komme i gang med at bidrage på tværs, er at lave et ressource-kartotek og hænge det op i opgangen eller slå det op i boligforeningens facebookgruppe.

Ressourcekartotek
Ressourcekartotek

Metode 4: Bytbliotek

At dele og bytte med mennesker omkring en er også en katalysator for fællesskab. Hvis du synes, at det er en tand for risikabelt at låne din slagboremaskine til naboen, kan I i jeres boligforening på vej eller i karré købe fælles værktøj og dele det med hinanden – eller I kan få jer et bytbliotek, hvor dine gamle bøger kan få ny ejermand. Virksomheden Naboskab har netop specialiseret sig i sådanne systemer og bytteskabe. Det er ret skønt.

Metode 5: Del din viden

Det er sjovt at lære noget nyt – og fedt at kunne lære fra sig. Og det er lettere at mødes med mennesker, hvis I mødes over noget. Så hvorfor ikke invitere alle dine naboer til en workshop om noget, du har viden om eller er god til at lave? Måske ved du, hvordan man laver kombucha, selvvandende plantekasser (Tak #TagTomat), syltede havtorn eller mad med havens ukrudt? Bare inviter, der er helt sikkert et par stykker, der ville ønske, at de også kunne det!