Verdensmål 5: Ligestilling mellem kønnene

Et sted vi i Danmark kan sætte ind, er på barselsfronten. For fx gavner det både baby, mor og far på arbejds-, økonomi- og hjemmefronten, hvis far tager mere barsel. Samtidig skal det være slut med at forstå barsel som en karrierehæmmer – og vi skal åbne for en mere nuanceret forståelse af, hvordan man som forælder kan være på barsel. Rigtig mange forældre trives nemlig med at holde kontakten med arbejdspladsen, fordybe sig fagligt eller igangsætte nye projekter, mens de også passer deres lille guldklump.

Verdensmål 5: Ligestilling mellem kønnene

Derfor ser vi også en masse nye barselsinitiativer, som bygger på fællesskab omkring noget andet end baby. Selv har jeg startet et frivilligt barselsnetværk på Vestegnen. Til efteråret har vi i samarbejde med den lokale aftenskole FORA sammensat et spændende program, hvor blandt andet Lisbeth Odgaard Madsen fra Potential Company kommer og fortæller om at få arbejds- og familielivskabalen til at gå op.

Netværket Business & Barsel, Barselshuset i Århus samt Barselsakademiet KBH er andre spændende initiativer, der skaber rum for barselsfællesskaber, der ikke kun har baby som omdrejningspunkt. Initiativerne er samtidig eksempler på, hvordan forskellige kvinder på barsel selv har skredet til handling, fordi de savnede fællesskab og input under deres egen barsel.

Et af de store potentialer er initiativernes forankring op ad til, så fx den kommunale sundhedspleje, fagforeninger eller aftenskoler bliver samarbejdspartnere. På den måde kan initiativerne i sammenspil med andre tiltag være med til at fremme ligestilling, sundhed og trivsel i et større perspektiv.

Bæredygtighed, fællesskab og aktiv inddragelse

Mærker du også handlingslammelse og magtesløshed, når du hører om klimakrisen og andre miljøudfordringer? Det er muligvis nødvendig viden, men frygt og dårlig samvittighed er bare ikke en særlig god motivationsfaktor, hvis vi skal ændre noget. Det gælder, hvis vi skal tabe os 10 kilo – det gælder også, hvis vi skal spise mindre oksekød.

Hvis vi skal nå FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling kræver det først og fremmest handling på både nationalt og internationalt niveau. Vi har imidlertid også brug for, at vi hver især bliver i stand til at handle på mikroniveau – muligvis tilskyndet af strukturelle tiltag, men forandring skal der til. Og det kræver ikke frygt og skyldfølelse, men viden om bæredygtighed, engagement og visioner, kritisk sans og handleerfaringer.

Over de næste 17 uger vil jeg her på handleRUM.dk derfor komme med mine bud på, hvordan vi kan skabe rum for bæredygtighed gennem aktiv inddragelse og fællesskab frem for skrækscenarier og informationskampagner.

Verdensmål 1: Afskaf fattigdom

Verdensmål 2: Stop Sult

Verdensmål 3: Sundhed og trivsel

Verdensmål 4: Kvalitetsuddannelse

Verdensmål 5: Ligestilling mellem kønnene

Frivilliginddragelse med mere tid til beboerne

Gennem det sidste halve år har jeg besøgt en masse plejehjem – og her talt med medarbejdere og ledere om inddragelse af frivillige og lokalsamfund. Det har været tydeligt, at de plejehjem, der har flest frivillige initiativer og samarbejder mest på tværs har en leder, der prioriterer inddragelsen og aktivt understøtter eventuelle medarbejdere, der koordinerer de frivillige aktiviteter.

Fælles madlavning på plejehjem
Fællesspisning på plejehjem. Foto: Ole Mik, Hvidovre Avis november 2016

Behov for strategi, struktur og planlægning

Samtidig har der vist sig et stort uudnyttet potentiale i at tænke inddragelsen langt mere strategisk samt i højere grad at planlægge og strukturere indsatsen. Det enkelte plejehjem bruger således uforholdsvis mange ressourcer på at planlægge aktiviteter og inddrage fra gang til gang – tid medarbejderne ellers kunne have brugt på at facilitere beboernes deltagelse i aktiviteterne.

Tid til beboerne

Lederens engagement er netop med til at sikre retning og struktur, men da opgaverne på lederens bord er mange, må frivilliginddragelse ofte vige for sundhedsfaglige problemstillinger. Og medarbejderne skal – udover at koordinere de frivillige – også bidrage til plejefaglige opgaver, sørge for det praktiske omkring aktiviteterne og ikke mindst facilitere beboernes deltagelse. Det betyder, at det enkelte plejehjem kunne frigøre tid til beboerne, hvis de fik hjælp til at:

  • Udvikle en strategi for inddragelsen af frivillige og lokalsamfund: Hvad er formålet med inddragelsen og hvad vil plejehjemmet opnå på sigt?
  • Strukturere og planlægge indsatsen: Hvilke initiativer har plejehjemmet allerede, hvilke nye skal der sættes i værk hvornår – og hvordan og hvornår skal der kommunikeres med omverdenen?
  • Få indsatsen ud over stepperne i tråd med strategi og planlægning.

Skabe rum for handling

Det kan lyde højtravende, men i virkeligheden handler det om at skabe rum for, at nye idéer bliver realiseret og får en fast plads i kalenderen. Det sikrer, at fx vuggestuebesøg, fællesspisninger og koraftener bliver en fast del af livet på plejehjemmet uden, at medarbejderne skal starte forfra med planlægningen hver gang – og i stedet kan bruge mere tid på beboerne.

Hvordan får vi generationsmøder til at lykkes?

Efter at have stået for en række fællesspisninger på tværs af et plejehjem og et børnehus er jeg ikke tvivl om, hvor meget potentiale der er i mødet på tværs af generationer. Først og fremmest er det selvfølgelig en hyggelig begivenhed, men der skabes også rum for et tværgående fællesskab, som sætter sig i deltagerne som en særlig meningsfuld glæde.

Men hvad skal der til for, at samarbejdet på tværs af institutioner lykkes og generationsmøderne skaber glæde?

Fællesspisning på tværs af generationer. Foto: Ole Mik, Hvidovre Avis.

Kontinuerlig og struktureret facilitering

Hvis oplevelsen skal være mere end et lysglimt, er der først og fremmest behov for, at rummet faciliteres på kontinuerlig og struktureret vis (få aktiviteterne i kalenderen på fast basis). Som initiativtager glæder jeg mig over, hvordan ledelsen på plejehjemmet og i børnehuset griber bolden, prioriterer og afsætter ressourcer samt, hvordan medarbejderne på plejehjemmet til den fælles madlavning og spisning understøtter beboernes deltagelse og møde med børnefamilierne. Det er rehabilitering, det er social trivsel og det er sundhed.

Konkret forventningsafstemning

Prioritering og ledelse er sammen med medarbejdernes evne til at facilitere relationer og aktiviteter væsentligt. Men det er min erfaring, at vi ikke skal undervurdere, hvor vigtig den helt konkrete forventningsafstemning på tværs af institutionerne er. For det kan hurtigt blive de små detaljer, der i hverdagen spænder ben for de gode intentioner og forkromede planer: De afsatte ressourcer kan forsvinde, hvis en pædagog fx lægger sig syg med influenza, hvis normeringen og programmet i de to institutioner ser forskellig ud henover dagen eller hvis der på den ene institution er en nul-sukker politik og den anden institution skal nøde sine beboere til at få nok indenbords.

Hvis samarbejdet på tværs af institutioner skal lykkes, skal vi derfor huske at tale om:

  • Hvor ofte skal vi mødes og hvornår passer det ind i institutionernes normering og dagsprogram?
  • Hvad kan vi servere, som er sundt og nærende for alle?
  • Hvad kan vi hver især bidrage med og hvem gør hvad?

Forstå kommunen som civil aktør

Det er min erfaring, at samarbejde på tværs af organisationer og sektorer glider lettere, hvis vi prøver at sætte os i vores samarbejdspartners sted. Lidt banal refleksion? Alligevel svær at efterleve.

Samarbejde på tværs

I sidste uge skrev jeg seks gode råd til kommuner, der gerne vil samarbejde med civile aktører. Råd, der hvis de blev praktiseret, ville forbedre det tværgående samarbejde og komme borgerne til gode. Efter at have siddet på begge sider af bordet er det dog også min erfaring, at civile aktører kan have urealistiske forventninger til de kommunale aktører. Selvfølgelig ofrer civile aktører hjerteblod og fritid. Men hvis “sagen” skal realiseres, kræver det, at man som civil aktør prøver at forstå eller i hvert fald møde kommunen. Derfor er her fem gode råd til civile aktører, der gerne vil samarbejde med kommunen:

  1. Vær synlig på mange platforme – og ring! Selvom I har verdens bedste sag, så ved kommunen ikke nødvendigvis, at I eksisterer. Sørg derfor for, at man både kan læse om jer på Facebook, i lokalavisen samt møde jer lokalt. Og sørg for, at det er let at komme i kontakt med jer: Dialog på Facebook er ikke altid en mulighed for medarbejdere i kommunen. Tag om nødvendigt selv kontakt til kommunen – Find til en start dem, der tager sig af foreningssamarbejdet fx Kultur&Fritid
  2. Dan en forening. Det er svært for kommuner at kommunikere med civile aktører, der ikke er en forening. Kommuner har større tillid til foreninger og har lettere ved at komme i kontakt med dem samt finansiere deres aktiviteter m.m. At kunne tale ”foreningsk” gør alt lettere (men kræver også en del arbejde af jer)
  3. Forventningsafstem. Hvis I indgår et samarbejde med kommunen, så vær skarpe på, hvem der har ansvaret for hvad – og hvor mange timer I som frivillige har mulighed for at lægge. Hvis kommunen har meget høje forventninger til, hvor meget I skal levere hvornår (helst inden for almindelig arbejdstid) – men ikke har mulighed for at honorere professionel koordinering, må I nedskalere og melde det tydeligt ud
  4. Mød kommunen med respekt og tålmodighed! Mange af de medarbejdere I møder, vil rigtig gerne samarbejde eller hjælpe med at realisere jeres idéer. Trods de gode intentioner kan medarbejdernes tid og beslutningskompetence dog være begrænset. Muligvis skal chefen eller politikerne komme med grønt lys – det tager tid. Og selvom I og jeres kontaktperson er fyr og flamme, kommer der også andre interesser på spil
  5. Forvent ikke penge. Råderummet til at finansiere frivillige aktiviteter fra dag til dag er begrænset. Ofte kan der findes håndører til dækning af udgifter til fx råvarer eller materialer – en kunstner, hvis bølgerne går højt. Yderst sjældent kan I forvente at få dækket koordineringsomkostninger – også selvom I leverer på professionelt niveau.

Hey Kommune, lad os samarbejde!

Flere kan mere!

Jeg er glad, for min kommune har inviteret vores frivillige Madfællesskab med til et arrangement for pensionister. Og det har inspireret mig til at lave 6 gode råd til kommuner, der gerne vil samarbejde med lokale, civile aktører:

  1. Kontakt os, for vi vil rigtig gerne samarbejde med jer! Sørg for at kontakte os i god tid og vid, at vi har arbejde, familie etc. ved siden af, så vi ikke altid kan mødes i dagtimerne
  2. Vær nysgerrig! Spørg ind til vores visioner og idéer. Selvom I tænker, at det er vores fornemste opgave, at rekruttere nye deltagere, så kan det være, at vores mission er en helt anden. Vi mister gejsten, hvis I lægger ord i munden på os og ikke tager udgangspunkt i vores engagement
  3. Forventningsafstem med os og spil med åbne kort. Skal vi møde op til et konkret arrangement og reklamere for os selv, skal vi sammen prøve at mindske ensomheden blandt unge eller vil I betale os for at arrangere en aktivitet for byens pensionister?
  4. Vær åben over for nye muligheder og idéer. Pas på, at I ikke kvæler vores engagement og vores idéer ved at have besluttet alt på forhånd. Forventningsafstemning er alfa og omega, men sørg for, at vi har et reelt handlerum. Ellers dræner I vores energi
  5. Tag os seriøst og mød os i øjenhøjde. Vi har ofte masser viden om vores lokalområde og vores interessefelt. Nogen gange arbejder vi endda med det samme som jer – bare i nabokommunen eller i en anden organisation. Udnyt det, og lad os realisere idéerne sammen!
  6. Invester i os. Vi vil gerne investere vores tid og udnytte vores engagement og viden, men så forventer vi også, at I er tilgængelige og fx vil hjælpe os med at finde lokaler, penge etc.

Måske har vi høje forventninger til samarbejdet med jer. Og vi ved, at det i de kommunale kasser og siloer kan være svært, selvom man gerne vil. Men hey, hvis vi kan gøre det sammen, får vores kommune så meget igen!

Hvordan samarbejder vi på tværs af sektorer?

I følge Jonas Keiding Lindholm fra Red Barnet – i en artikel på Altinget.dk – skal civilsamfundet tænkes langt mere ind i den offentlige opgaveløsning, hvis vi skal håndtere de sociale udfordringer i vores samfund. Men hvordan fremmer vi samarbejdet på tværs af organisationer? 

Lindholm er inde på, at det vigtigt, at den frivillige sektor rent faktisk kan løfte et sådan ansvar. Lige så vigtigt er det dog, at vi bliver bedre til at samarbejde ud af vores egen søjle – for sociale udfordringer løses ikke kun af den offentlige og den frivillige sociale sektor, men også fx af erhvervslivet, det frivillige idrætsliv og andre lokale netværk.

Det er ikke ny viden, men det at samarbejde på tværs kan være svært og tidskrævende. Når det lykkes, er det mennesker, der med udgangspunkt i deres faglighed og målgruppe/brugere tænker i lokale muligheder. Fx familierådgiveren der har en tæt dialog med Røde Kors og det lokale idrætsliv om tilbud til flygtninge – Kontaktpersonen der skaffer borgeren et frivilligt arbejde som katteklapper på Inges Kattehjem eller projektlederen i Sundhedscenteret, der ringer til nabokommunen og det lokale fitnesscenter for at bygge videre på deres erfaringer med sundhedstilbud målrettet mænd. I første omgang er det det, vi skal have mere af.

Læs artiklen “Red Barnet-general vil reformere frivilligdanmark: Vi skal være åbne for fusioner” på Altinget.dk:

Sammen om bæredygtige lokalsamfund – fra borgerinddragelse til samskabelse

Inden 2030 skal vi gøre byernes vækst mere inkluderende og bæredygtig med bedre muligheder for, at alle verdens lande kan planlægge byer og bosættelser på en mere integreret, bæredygtig og inddragende måde (FN’s verdensmål – delmål 11.3).

Danmark er på mange måder et foregangsland, når det gælder inddragende og bæredygtig byplanlægning – og vi har derfor vigtig knowhow i bestræbelserne på at sikre bæredygtige byer og lokalsamfund inden 2030. Det er en af pointerne i bogen ”Bæredygtig Global Udvikling – FN’s verdensmål i et dansk perspektiv” (Hildebrandt, 2016). Men hvordan kan vi også blive endnu bedre i Danmark?

FN's verdensmål

Tværgående samarbejde fremmer bæredygtig planlægning

Inddragende og bæredygtig byplanlægning kræver ifølge bogen, at forskellige sektorer i samfundet kan arbejde sammen samt, at den offentlige forvaltning kan tænke og agere mere strategisk og netværksorienteret (her har vi også hele dagsordenen om samskabelse). Og her mener jeg, at der er et stort behov for, at vi i kommunerne bliver langt bedre til at agere på tværs af organisatoriske søjler og samarbejde med civilsamfundet i bred forstand. Helt konkret er det vigtigt, at vi som medarbejdere på fx ældreområdet helt naturligt ringer til en kollega på kultur- og fritidsområdet for at løse lokale udfordringer. Derudover skal vi finde ud af, hvordan vi i samarbejdet mellem kommunen og det lidt løsere organiseret civilsamfund kan sikre den rette balance mellem kontrol og engagement.

Hvordan samarbejder vi på tværs af sektorer?

I kommunerne skal vi kigge ud af og have blik for, hvordan lokale virksomheder, foreninger og fællesskaber kan hjælpe os med at nå vores langsigtede mål. Det kræver overblik over lokalsamfundet – et overblik som må stykkes sammen af den viden, som forskellige forvaltningsområder ligger inde med: Foreningsoversigter, kortmateriale, erhvervsnetværk, institutioner m.m. Og så må vi gå i åben dialog med relevante aktører: Vi har den her udfordring og vil gerne sikre, at… Hvad er jeres oplevelse? Skal vi undersøge det og finde løsningerne sammen? På den måde kan vi som kommune finde tværgående løsninger og dermed udnytte den samlede mængde af viden og ressourcer i lokalsamfundet. Det kan sikre, at den lokale planlægning bliver langt mere bæredygtig, inddragende og inkluderende på både mikro- og makroniveau. Og når det lykkes, er det samskabelse i sin fineste form.

Lokalsamfund
Vi har alle brug for opbyggende lokalsamfund for at vokse som mennesker.