Indsigter

Verdensmål 5: Ligestilling mellem kønnene

Et sted vi i Danmark kan sætte ind, er på barselsfronten. For fx gavner det både baby, mor og far på arbejds-, økonomi- og hjemmefronten, hvis far tager mere barsel. Samtidig skal det være slut med at forstå barsel som en karrierehæmmer – og vi skal åbne for en mere nuanceret forståelse af, hvordan man som forælder kan være på barsel. Rigtig mange forældre trives nemlig med at holde kontakten med arbejdspladsen, fordybe sig fagligt eller igangsætte nye projekter, mens de også passer deres lille guldklump.

Verdensmål 5: Ligestilling mellem kønnene

Derfor ser vi også en masse nye barselsinitiativer, som bygger på fællesskab omkring noget andet end baby. Selv har jeg startet et frivilligt barselsnetværk på Vestegnen. Til efteråret har vi i samarbejde med den lokale aftenskole FORA sammensat et spændende program, hvor blandt andet Lisbeth Odgaard Madsen fra Potential Company kommer og fortæller om at få arbejds- og familielivskabalen til at gå op.

Netværket Business & Barsel, Barselshuset i Århus samt Barselsakademiet KBH er andre spændende initiativer, der skaber rum for barselsfællesskaber, der ikke kun har baby som omdrejningspunkt. Initiativerne er samtidig eksempler på, hvordan forskellige kvinder på barsel selv har skredet til handling, fordi de savnede fællesskab og input under deres egen barsel.

Et af de store potentialer er initiativernes forankring op ad til, så fx den kommunale sundhedspleje, fagforeninger eller aftenskoler bliver samarbejdspartnere. På den måde kan initiativerne i sammenspil med andre tiltag være med til at fremme ligestilling, sundhed og trivsel i et større perspektiv.

Verdensmål 4: Kvalitetsuddannelse

Delmål 4.7 lyder: “Inden 2030 skal alle elever have tilegnet sig den viden og de færdigheder, som er nødvendig for at fremme en bæredygtig udvikling, herunder bl.a. gennem undervisning i bæredygtig udvikling og en bæredygtig livsstil, menneskerettigheder, ligestilling mellem kønnene, fremme af en fredelig og ikke-voldelig kultur, globalt borgerskab og anerkendelse af kulturel mangfoldighed og af kulturens bidrag til en bæredygtig udvikling.”

Verdensmål nr. 4

Handlekompetencer udi bæredygtighed er essentielle, hvis vi skal nå FN’s verdensmål – ikke kun for børn og unge, men også for voksne. På mange måder skal vi genopdage og genlære gamle dyder og praktiske færdigheder fra vores bedsteforældres tid. For vi skal blive bedre til at reparere og genbruge vores ting samt udnytte det, vi har, mest muligt – hvad enten det handler om madvarer, tøj eller elektronik.

Både aftenskoler og højskoler kan spille en særlig rolle i vores tilegnelse af bæredygtige handlekompetencer. Det er en folkeoplysningsbold, som flere institutioner allerede har grebet, men hvis vi skal i mål, skal vi nå endnu bredere ud.

Fx kunne biblioteker eller andre institutioner inviterer til månedlige learning-by-doing caféer, hvor ældre generationer kan videregive deres kompetencer til de yngre?

Vi kan også dele vores praktiske færdigheder med vores omgangskreds – eller være sammen om at reparere og udnytte. På skift kan vi invitere hinanden hjem til ”Repair Café”, vegetarisk madlavning eller tøjreparation. På den måde får vi set vores venner samtidig med, at vi både lærer noget nyt og får nogle opgaver for hånden.

Verdensmål 3: Sundhed og trivsel

Inden 2030 skal tidlig dødelighed, som følge af ikke-smitsomme sygdomme, reduceres med en tredjedel gennem forebyggelse og behandling, og mental sundhed og trivsel skal fremmes

Forskning viser, at det at gøre noget aktivt, at gøre noget sammen og at gøre noget meningsfuldt fremmer vores mentale sundhed: www.abcmentalsundhed.dk

At engagere sig i en frivillig social forening, en idrætsforening eller en miljøorganisation kan altså reducere vores risiko for blandt andet at få depression og angst.

Verdensmål 3

Det betyder, at den bedste medicin mod den klimaangst, som nogle mennesker helt reelt oplever, faktisk er at engagere sig i en grøn bevægelse. Oplevelsen af at gøre en forskel sammen med andre er således langt mere fordrende for vores trivsel frem for, at vi blot presser os selv til at leve mere og mere bæredygtigt. Samtidig rykker det fælles engagement også langt mere end vores individuelle valg.

Det betyder også, at vi kan fremme vores mentale sundhed, hvis vi dyrker fællesskaberne i hverdagen. Måske skal vi i fremtiden ikke blot se de steder, hvor vi mødes på tværs, som fx vejen, børnenes institution eller bedstemors plejehjem, som en kommunal serviceydelse, men en katalysator for fællesskab. En katalysator som drives af vores engagement og giver os oplevelsen af at kunne bidrage og høre til.

Selv kan vi øve os i at forstørre de fællesskaber, vi allerede er en del af – hænge lidt mere ud i vores børns institution og tale med de andre forældre, falde i snak med den gamle mand længere oppe ad vejen eller være med til at planlægge sommerfesten på skolen. Små skridt nede fra, men masser af handlemuligheder her og nu. Oppefra kunne kommunerne med fordel bringe det lokale civilsamfund i spil på tværs af alle politikområder samt understøtte de institutionsbårne fællesskaber ved fx at tænke i mulighedsrum ved planlægningen af nybyggeri eller ved udvikling af nye projekter. 

Verdensmål 2: Stop sult

Verdensmål 2 handler både om at stoppe sult samt sikre bæredygtig fødevareproduktion og -forsyning.

Verdensmål 2 handler både om at stoppe sult
samt sikre bæredygtig fødevareproduktion og -forsyning.

Med sin kultur- og fritidspolitik i hånden valgte Hvidovre Kommune sidste år at få CPH:DOX til Filmbyen samt med mig som koordinator at engagere tre lokale aktører (et madfællesskab samt en lokalafdeling af Natur&Ungdom og Dansk Vegetarisk Forening) med at bringe filmen ”Eating Animals” i spil. Det handlede egentlig ikke om bæredygtighed, men da de civile aktører alle var engagerede i bæredygtigt fødevareforbrug blev det afsættet.

Filmen leverede viden, mens de efterfølgende workshops viste alternativer til den nuværende fødevareproduktion i form af vegetarisme samt lokal, bæredygtig kødproduktion. Samtidig kunne deltagerne smage lokalt lammekød, lave vegansk mad – og efterfølgende nyde en vegansk middag sammen.

Når vi får mulighed for at omsætte viden til handling ved at prøve kræfter med nye måder at spise og forbruge på, bliver det lettere også at gøre det hjemme i sit eget køkken i hverdagen. Og pludselig var CPH:DOX ikke kun en filmfestival, men også et bud på, hvordan vi kan fremme bæredygtighed gennem aktiv inddragelse og fællesskab.

Verdensmål 1: Afskaf fattigdom

Fattigdom i Danmark er først og fremmest et politisk spørgsmål. Men vi har mulighed for skubbe på nede fra og engagere os i de talrige frivillige sociale foreninger.

Nye former for civile fællesskaber som for eksempel SYMB!, INSP! og Sager der Samler, som opererer i krydsfeltet mellem kommune, civilsamfund og den private sektor, viser imidlertid også ny vej. De tilbyder fællesskab – ikke nødvendigvis som social indsats målrettet ”socialt udsatte”, men fordi alle har noget at bidrage med. Det giver muligheder for mennesker, som måske ikke er udsatte i klassisk forstand, men kæmper med at få fodfæste i livet og penge til at leve ordentligt for.

De nye civile fællesskaber leverer en vision, der er masser af handlemuligheder – og forskning peger allerede nu på, at nogle af initiativerne giver mennesker muligheder gennem aktiv inddragelse og fællesskab. Her rykker vi altså! For kommunerne bliver det derfor en opgave at understøtte og bakke op om disse initiativer.

Bæredygtighed, fællesskab og aktiv inddragelse

Mærker du også handlingslammelse og magtesløshed, når du hører om klimakrisen og andre miljøudfordringer? Det er muligvis nødvendig viden, men frygt og dårlig samvittighed er bare ikke en særlig god motivationsfaktor, hvis vi skal ændre noget. Det gælder, hvis vi skal tabe os 10 kilo – det gælder også, hvis vi skal spise mindre oksekød.

Hvis vi skal nå FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling kræver det først og fremmest handling på både nationalt og internationalt niveau. Vi har imidlertid også brug for, at vi hver især bliver i stand til at handle på mikroniveau – muligvis tilskyndet af strukturelle tiltag, men forandring skal der til. Og det kræver ikke frygt og skyldfølelse, men viden om bæredygtighed, engagement og visioner, kritisk sans og handleerfaringer.

Over de næste 17 uger vil jeg her på handleRUM.dk derfor komme med mine bud på, hvordan vi kan skabe rum for bæredygtighed gennem aktiv inddragelse og fællesskab frem for skrækscenarier og informationskampagner.

Verdensmål 1: Afskaf fattigdom

Verdensmål 2: Stop Sult

Verdensmål 3: Sundhed og trivsel

Verdensmål 4: Kvalitetsuddannelse

Verdensmål 5: Ligestilling mellem kønnene

Meningsfuld hverdag og aktiviteter for alle på fremtidens plejehjem?

Hvordan vil du leve i din alderdom? Og hvis du skulle få brug for omfattende pleje, kender du så et plejehjem, der ville passe til dig?

Meningsfuld hverdag og aktiviteter for alle. Foto: Marie Breindahl.

Samme pakke til alle

At komme på plejehjem indgår sjældent i vores drøm om den gode alderdom. Og personligt undrer det mig, at indholdet i den bolig- og servicepakke, vi tilbyder til samfundets svageste ældre er så ens på tværs af hele landet.

Som mennesker er vi temmelig forskellige, men når vi flytter på plejehjem, så får vi en standardbolig på 30-40 m2 med trinettekøkken og handicaptoilet. Den sundhedsfaglige pleje er skræddersyet, men menuen er traditionel dansk mad – aktiviteterne banko, krea-værksted og wienervals akkompagneret af Giro 413.

Har vi de samme ønsker og behov i alderdommen?

Muligvis er det lige præcis sådan, at mennesker født i 1920’erne og 1930’erne helst vil have det, men ved vi det? Og er det også sådan man vil leve i sin alderdom, hvis man var en del af ungdomsoprøret i 1968, har rejst verden rundt eller er født og opvokset i Tyrkiet?

Det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at vi i dag står med så ensartede bolig- og servicepakker: Det handler om den historiske udvikling af ældreomsorgen, fagpolitik og lovregulering, arbejdsmiljø og økonomi. Spørgsmålet er, hvordan vi kan skabe mere mangfoldige og individuelle løsninger.

Nye veje?

Klippekortsordningen, som i denne uge er blevet beskyldt for at være for bureaukratisk og svær at kommunikere ud, er et forsøg på at tilbyde beboerne mere individuelle aktiviteter.

Flere aktivitetstilbud drevet af frivillige i tæt samarbejde med medarbejderne kombineret med en større viden om den enkelte beboers ønsker og behov kunne være et andet bud indenfor de eksisterende rammer. Eller sideløbende med kvaliteten af den sundhedsfaglige pleje at få et større fokus på det enkelte plejehjems profil – en model, man blandt andet arbejder med i Københavns Kommune.

Øget fokus på strategi

Kodeordet er for mig at se strategi, og ikke mindst koblingen af den store vision med praksis. Udfordringen er, at sådan en tilgang ofte vil kræve, at der lokalt bruges ressourcer på hænder, som ikke indgår i plejen. Det kan muligvis være svært at forsvare politisk i en tid, hvor der er så stort fokus på ”varme hænder”.

På den anden side er det netop helikopterperspektivet eller et par øjne ude fra, der kan være med til at sikre, at bolig- og servicepakkerne til samfundets svageste ældre afspejler mangfoldigheden i befolkningen.

Frivilliginddragelse med mere tid til beboerne

Gennem det sidste halve år har jeg besøgt en masse plejehjem – og her talt med medarbejdere og ledere om inddragelse af frivillige og lokalsamfund. Det har været tydeligt, at de plejehjem, der har flest frivillige initiativer og samarbejder mest på tværs har en leder, der prioriterer inddragelsen og aktivt understøtter eventuelle medarbejdere, der koordinerer de frivillige aktiviteter.

Fælles madlavning på plejehjem
Fællesspisning på plejehjem. Foto: Ole Mik, Hvidovre Avis november 2016

Behov for strategi, struktur og planlægning

Samtidig har der vist sig et stort uudnyttet potentiale i at tænke inddragelsen langt mere strategisk samt i højere grad at planlægge og strukturere indsatsen. Det enkelte plejehjem bruger således uforholdsvis mange ressourcer på at planlægge aktiviteter og inddrage fra gang til gang – tid medarbejderne ellers kunne have brugt på at facilitere beboernes deltagelse i aktiviteterne.

Tid til beboerne

Lederens engagement er netop med til at sikre retning og struktur, men da opgaverne på lederens bord er mange, må frivilliginddragelse ofte vige for sundhedsfaglige problemstillinger. Og medarbejderne skal – udover at koordinere de frivillige – også bidrage til plejefaglige opgaver, sørge for det praktiske omkring aktiviteterne og ikke mindst facilitere beboernes deltagelse. Det betyder, at det enkelte plejehjem kunne frigøre tid til beboerne, hvis de fik hjælp til at:

  • Udvikle en strategi for inddragelsen af frivillige og lokalsamfund: Hvad er formålet med inddragelsen og hvad vil plejehjemmet opnå på sigt?
  • Strukturere og planlægge indsatsen: Hvilke initiativer har plejehjemmet allerede, hvilke nye skal der sættes i værk hvornår – og hvordan og hvornår skal der kommunikeres med omverdenen?
  • Få indsatsen ud over stepperne i tråd med strategi og planlægning.

Skabe rum for handling

Det kan lyde højtravende, men i virkeligheden handler det om at skabe rum for, at nye idéer bliver realiseret og får en fast plads i kalenderen. Det sikrer, at fx vuggestuebesøg, fællesspisninger og koraftener bliver en fast del af livet på plejehjemmet uden, at medarbejderne skal starte forfra med planlægningen hver gang – og i stedet kan bruge mere tid på beboerne.

Hvordan får vi generationsmøder til at lykkes?

Efter at have stået for en række fællesspisninger på tværs af et plejehjem og et børnehus er jeg ikke tvivl om, hvor meget potentiale der er i mødet på tværs af generationer. Først og fremmest er det selvfølgelig en hyggelig begivenhed, men der skabes også rum for et tværgående fællesskab, som sætter sig i deltagerne som en særlig meningsfuld glæde.

Men hvad skal der til for, at samarbejdet på tværs af institutioner lykkes og generationsmøderne skaber glæde?

Fællesspisning på tværs af generationer. Foto: Ole Mik, Hvidovre Avis.

Kontinuerlig og struktureret facilitering

Hvis oplevelsen skal være mere end et lysglimt, er der først og fremmest behov for, at rummet faciliteres på kontinuerlig og struktureret vis (få aktiviteterne i kalenderen på fast basis). Som initiativtager glæder jeg mig over, hvordan ledelsen på plejehjemmet og i børnehuset griber bolden, prioriterer og afsætter ressourcer samt, hvordan medarbejderne på plejehjemmet til den fælles madlavning og spisning understøtter beboernes deltagelse og møde med børnefamilierne. Det er rehabilitering, det er social trivsel og det er sundhed.

Konkret forventningsafstemning

Prioritering og ledelse er sammen med medarbejdernes evne til at facilitere relationer og aktiviteter væsentligt. Men det er min erfaring, at vi ikke skal undervurdere, hvor vigtig den helt konkrete forventningsafstemning på tværs af institutionerne er. For det kan hurtigt blive de små detaljer, der i hverdagen spænder ben for de gode intentioner og forkromede planer: De afsatte ressourcer kan forsvinde, hvis en pædagog fx lægger sig syg med influenza, hvis normeringen og programmet i de to institutioner ser forskellig ud henover dagen eller hvis der på den ene institution er en nul-sukker politik og den anden institution skal nøde sine beboere til at få nok indenbords.

Hvis samarbejdet på tværs af institutioner skal lykkes, skal vi derfor huske at tale om:

  • Hvor ofte skal vi mødes og hvornår passer det ind i institutionernes normering og dagsprogram?
  • Hvad kan vi servere, som er sundt og nærende for alle?
  • Hvad kan vi hver især bidrage med og hvem gør hvad?