Viden

Det åbne og imødekommende plejehjem

Fælles madlavning på plejehjem
Fællesspisning på plejehjem. Foto: Ole Mik, Hvidovre Avis november 2016

Tre gode råd, hvis du som leder vil invitere omverdenen inden for på et plejecenter eller et botilbud:

  1. Inddrag medarbejderne og deres idéer – og sørg for, at deres rolle til et eventuelt arrangement er tydelig. De er ambassadører for plejehjemmet, og de har stor betydning for både beboernes og de besøgendes oplevelse
  2. Tænk i arrangementer, hvor både beboerne og de besøgende får noget ud af at deltage. En rundvisning er måske ikke i sig selv så interessant, men hvis den kombineres med et billigt måltid mad fra ”mormors gamle køkken” vil det vække glæde hos både beboerne og de besøgende
  3. Vær tålmodig og vedholdende – og hav øje for gevinsterne på den lange bane. Det kan tage tid før naboerne begynder at dukke op til arrangementer og andre tiltag. Bliv ved med at invitere, så begynder der at ske noget.

Der kan være mange grunde til at åbne et plejehjem op mod omverdenen. Forleden talte jeg med en forstander for et plejehjem, og at de havde simpelthen inviteret deres naboer og andre interesserede til ”Danmark spiser sammen” for at afmystificere livet bag plejehjemmets mure.

Vi ser ofte de negative historier i pressen, men hvordan er der egentlig på et plejehjem? Virkeligheden er selvfølgelig meget mere nuanceret – og det kan medarbejderne vise naboerne, når de kommer på besøg. Det giver medarbejderne en øget stolthed over deres arbejdsplads – og beboerne får også nogle nye input. Sådanne oplevelser er netop med til at sikre, at livet på plejehjem byder på socialt samvær og fællesskaber på tværs.

Der er mange positive gevinster ved at invitere omverdenen inden for på plejecentre og botilbud. Læs mere om udbyttet på handleRUM.dk/ydelser.

Hvordan samarbejder vi på tværs af sektorer?

I følge Jonas Keiding Lindholm fra Red Barnet – i en artikel på Altinget.dk – skal civilsamfundet tænkes langt mere ind i den offentlige opgaveløsning, hvis vi skal håndtere de sociale udfordringer i vores samfund. Men hvordan fremmer vi samarbejdet på tværs af organisationer? 

Lindholm er inde på, at det vigtigt, at den frivillige sektor rent faktisk kan løfte et sådan ansvar. Lige så vigtigt er det dog, at vi bliver bedre til at samarbejde ud af vores egen søjle – for sociale udfordringer løses ikke kun af den offentlige og den frivillige sociale sektor, men også fx af erhvervslivet, det frivillige idrætsliv og andre lokale netværk.

Det er ikke ny viden, men det at samarbejde på tværs kan være svært og tidskrævende. Når det lykkes, er det mennesker, der med udgangspunkt i deres faglighed og målgruppe/brugere tænker i lokale muligheder. Fx familierådgiveren der har en tæt dialog med Røde Kors og det lokale idrætsliv om tilbud til flygtninge – Kontaktpersonen der skaffer borgeren et frivilligt arbejde som katteklapper på Inges Kattehjem eller projektlederen i Sundhedscenteret, der ringer til nabokommunen og det lokale fitnesscenter for at bygge videre på deres erfaringer med sundhedstilbud målrettet mænd. I første omgang er det det, vi skal have mere af.

Læs artiklen “Red Barnet-general vil reformere frivilligdanmark: Vi skal være åbne for fusioner” på Altinget.dk:

Sammen om bæredygtige lokalsamfund – fra borgerinddragelse til samskabelse

Inden 2030 skal vi gøre byernes vækst mere inkluderende og bæredygtig med bedre muligheder for, at alle verdens lande kan planlægge byer og bosættelser på en mere integreret, bæredygtig og inddragende måde (FN’s verdensmål – delmål 11.3).

Danmark er på mange måder et foregangsland, når det gælder inddragende og bæredygtig byplanlægning – og vi har derfor vigtig knowhow i bestræbelserne på at sikre bæredygtige byer og lokalsamfund inden 2030. Det er en af pointerne i bogen ”Bæredygtig Global Udvikling – FN’s verdensmål i et dansk perspektiv” (Hildebrandt, 2016). Men hvordan kan vi også blive endnu bedre i Danmark?

FN's verdensmål

Tværgående samarbejde fremmer bæredygtig planlægning

Inddragende og bæredygtig byplanlægning kræver ifølge bogen, at forskellige sektorer i samfundet kan arbejde sammen samt, at den offentlige forvaltning kan tænke og agere mere strategisk og netværksorienteret (her har vi også hele dagsordenen om samskabelse). Og her mener jeg, at der er et stort behov for, at vi i kommunerne bliver langt bedre til at agere på tværs af organisatoriske søjler og samarbejde med civilsamfundet i bred forstand. Helt konkret er det vigtigt, at vi som medarbejdere på fx ældreområdet helt naturligt ringer til en kollega på kultur- og fritidsområdet for at løse lokale udfordringer. Derudover skal vi finde ud af, hvordan vi i samarbejdet mellem kommunen og det lidt løsere organiseret civilsamfund kan sikre den rette balance mellem kontrol og engagement.

Hvordan samarbejder vi på tværs af sektorer?

I kommunerne skal vi kigge ud af og have blik for, hvordan lokale virksomheder, foreninger og fællesskaber kan hjælpe os med at nå vores langsigtede mål. Det kræver overblik over lokalsamfundet – et overblik som må stykkes sammen af den viden, som forskellige forvaltningsområder ligger inde med: Foreningsoversigter, kortmateriale, erhvervsnetværk, institutioner m.m. Og så må vi gå i åben dialog med relevante aktører: Vi har den her udfordring og vil gerne sikre, at… Hvad er jeres oplevelse? Skal vi undersøge det og finde løsningerne sammen? På den måde kan vi som kommune finde tværgående løsninger og dermed udnytte den samlede mængde af viden og ressourcer i lokalsamfundet. Det kan sikre, at den lokale planlægning bliver langt mere bæredygtig, inddragende og inkluderende på både mikro- og makroniveau. Og når det lykkes, er det samskabelse i sin fineste form.

Lokalsamfund
Vi har alle brug for opbyggende lokalsamfund for at vokse som mennesker.

5 veje til nye fællesskaber

Hvordan fremmer og understøtter vi nye fællesskaber? Grundlæggende handler det om at skabe rum, som giver det enkelte menneske en oplevelse af at være en del af noget og høre til. Det lykkes kun, hvis:
• Alle får mulighed for at bidrage
• Alle oplever, at de får noget med hjem
• Det er let og lige til at deltage.

Og hvordan gør man så det? Har samlet 5 gode forslag:

Metode 1: Fællesspisning

At lave og spise mad sammen skaber et fantastisk rum for fællesskab. Det bedste er, hvis deltagerne også kan være med til at lave maden. Så kan de – om ikke andet – tale om, hvordan løgene skal snittes eller hvordan palmekål mon ser ud. Hvis ikke du har et storkøkken i baghaven, vil det lokale plejehjem eller børnehaven rundt om hjørnet sikkert gerne lægge hus til.

Fælles madlavning på plejehjem
Fællesspisning på plejehjem v. Hvidovre Madfællesskab. Foto: Ole Mik, Hvidovre Avis november 2016

Metode 2: Fælleshaver

En anden metode til at skabe rammer om nye fællesskaber “fælleshaven”. I flere af de største byer i Danmark skyder der fortsat byhaver op. De bruges som løftestang i udsatte byområder, de etableres af beboerne i private gårde og af aktivister på tomme byggegrunde. Det er sådan set bare at komme i gang. TagTomat har gjort grønne fællesskaber til sin levevej. Og på www.tagtomat.dk kan du fx finde inspiration og vejledning til, hvordan du laver dine egne plantekasser og etablerer en fælleshave i gården.

Metode 3: Ressource-kartotek

Mange af os lægger inde med ting eller særlige egenskaber, som vi ikke bruger så ofte – samtidig med, at det tit er det, vores nabo lige står og mangler en tirsdag aften: En der har lyst til at læse et eventyr for børnene, en slagboremaskine til de genstridige vægge eller en, der har lyst til at gå tur med hunden. Så hvorfor ikke bidrage med det, du lægger inde med – og så kommer din nabo måske med cookies ugen efter? Hvis alle bidrager med lidt, er der i hvert fald skabt rum for et nyt fællesskab.

Et redskab til at komme i gang med at bidrage på tværs, er at lave et ressource-kartotek og hænge det op i opgangen eller slå det op i boligforeningens facebookgruppe.

Ressourcekartotek
Ressourcekartotek

Metode 4: Bytbliotek

At dele og bytte med mennesker omkring en er også en katalysator for fællesskab. Hvis du synes, at det er en tand for risikabelt at låne din slagboremaskine til naboen, kan I i jeres boligforening på vej eller i karré købe fælles værktøj og dele det med hinanden – eller I kan få jer et bytbliotek, hvor dine gamle bøger kan få ny ejermand. Virksomheden Naboskab har netop specialiseret sig i sådanne systemer og bytteskabe. Det er ret skønt.

Metode 5: Del din viden

Det er sjovt at lære noget nyt – og fedt at kunne lære fra sig. Og det er lettere at mødes med mennesker, hvis I mødes over noget. Så hvorfor ikke invitere alle dine naboer til en workshop om noget, du har viden om eller er god til at lave? Måske ved du, hvordan man laver kombucha, selvvandende plantekasser (Tak #TagTomat), syltede havtorn eller mad med havens ukrudt? Bare inviter, der er helt sikkert et par stykker, der ville ønske, at de også kunne det!

It takes a village

“It takes a village a raise a child” lyder et ordsprog. For et barns trivsel og sundhed er ikke kun afhængig af forældrenes omsorg og opdragelse, men hele det samfund, der omgiver barnet.

Lokalsamfund
Vi har alle brug for opbyggende lokalsamfund for at vokse som mennesker.

Faktisk har alle – børn som voksne – brug for opbyggende omgivelser for at vokse som mennesker. Og her spiller det sociale miljø en stor rolle: Bliver vi bakket op og møder vi støtte og hjælp?

Vi behøver ikke at flytte for at blive en del af et støttende lokalsamfund – Vi kan forstørre de fællesskaber, vi allerede færdes i: Opgangen, børnehaven, villavejen, træningscenteret etc. Med små greb kan vi gøre fællesskaberne til vores egne, tilføje og bidrage.

Forstørret fællesskab
Vi kan forstørre de fællesskaber, vi allerede er en del af.

Mad, madlavning og måltider er en af kæphestene i handleRUM, men det er bare en tilgang, for det handler om at bygge oven på det, det for den enkelte giver mening at bidrage med, der hvor hen er i livet.

Hvordan engagerer jeg frivillige på botilbud eller plejecenter?

Hvordan engagerer jeg frivillige på botilbud eller plejecenter? Antropologerne har tilbage i 2016 lavet noget fint materiale til Sundhedsstyrelsen – her er masser af praktisk anvendelig viden at finde:

  • Den mest vellykkede rekruttering af frivillige sker gennem medarbejderne, beboerne og deres pårørende samt eksisterende frivillige
  • Det fremmer frivillighed, hvis plejecenteret eller botilbuddet er tydeligt i lokalsamfundet og opleves som et sted, der er åbent for alle
  • Forskellige frivilligtyper har brug for forskellige typer af aktiviteter og rammer: Tilkalde-frivillige, specialistfrivillige, faste frivillige, planlæggerfrivillige
  • En lokal venneforening kan være en god måde at organisere frivillighed på, fordi den skaber en ramme og giver de frivillige et socialt fællesskab.
Fællesspisning
Fællesspisning på tværs af plejecenter og børneinstitution i efteråret 2017.

Læs mere om Antropologernes materiale: https://www.sst.dk/da/aeldre/plejeboliger/samarbejde-med-frivillige

Det konkretes kraft

For nogle somre siden kom jeg en del i den daværende byhave på Prags Boulevard 43 for at hænge ud og ikke mindst lave og spise mad sammen med andre. En dag fortalte jeg under madlavningen stolt om mit nye studiejob i Teknik- og Miljøforvaltningen, hvor jeg håndterede borgerhenvendelser. En kvinde med mere livserfaring end mig spurgte undrende, hvorfor jeg dog gad sidde bag en skærm og koordinere borgerhenvendelser, når nu jeg var så ferm til at lave mad. Egentlig et godt spørgsmål, som jeg har tænkt meget over siden. For mens resultatet af kogekunst er særdeles synligt – og tilbagemeldingerne umiddelbare, så er det straks mere abstrakt og ukonkret, hvordan man bidrager, når man sender borgerhenvendelser rundt til forskellige fagpersoner i en stor organisation.

Sylt Sammen
Sylt Sammen i Nørrebrohallen i november 2017

Jeg har i løbet af det seneste halve år taget et skridt tilbage til Prags have, og inviteret mad og madlavning ind i mit virke igen – både som frivillig og via mit projekt handleRUM. Somrene i haven står nemlig utrolig stærkt i min bevidsthed, fordi haven og fællesspisningerne skabte et fantastisk rum. Et rum hvor meget forskellige mennesker kunne være sammen, hvor de oplevede at høre til og bidrage på deres egen måde. Selvom det at lave og spise mad sammen er så banalt, simpelt og konkret, så besidder det en kæmpe forandringskraft. På mange måder har jeg siden savnet det rum fra Prags i mit eget liv. Der hvor vi – ved at skabe noget sammen – mærker de andre og os selv tydeligt. Og det er det, mad, madlavning og måltider kan: Fungere som Det fælles tredje, vi kan mødes om. Det konkrete afsæt gør det simpelthen lettere at være sammen, selvom man ikke umiddelbart oplever at have noget til fælles.

Senest har jeg her i november stået for fælles madlavning og spisning på tværs af et frivilligt madfællesskab, en børneinstitution og et plejehjem samt en sylteworkshop til FællesskabNu i Nørrebrohallen. Igen oplevede jeg, hvordan mad kan skabe samtaler og oplevelser på tværs. Og det giver mig blod på tanden til at arbejde videre med, hvordan vi kan bruge mad, madlavning og måltider som springbræt til nye fællesskaber. Og i det hele taget, hvordan vi i langt højere grad kan bruge Det fælles tredje som afsæt for inddragelse af borgere, brugere, frivillige (eller bare mennesker) i samfundet for at sikre, at langt flere mennesker kan være med – også selvom de ikke behersker sproget til fulde, har svært ved at indgå i gruppeprocesser og sætte sig ind i store mængder viden.

Sylt Sammen
Sylt Sammen i Nørrebrohallen i november 2017

Vores samfund er fyldt med abstrakte processer og komplekse problemstillinger, som ikke bare lige lader sig simplificere og håndtere. Tag for eksempel en problematik som ensomhed. At føle sig ensom er ikke kun et spørgsmål om ikke at have et socialt netværk, selvom det ofte er det, vi tænker først. Men ensomhed kan også hænge sammen med manglende sociale, psykologiske og endda fysiske kompetencer (med mere). For hvordan kan vi skabe bånd til andre mennesker, hvis vi er usikre på de sociale spilleregler på grund af et socialt handicap, ikke tør nærme os andre mennesker, fordi vi er blevet svigtet gennem vores barndom eller hvis vi ikke er mobile alene, og der kun er begrænsede ressourcer til ledsagelse? Hvordan mindsker vi så ensomhed?

At mødes om Det fælles tredje kan ikke udrydde ensomhed. For vi kan ikke alene ved hjælp af Det fælles tredje skabe et rum, som kan understøtte, at mennesker oplever at være en del af et fællesskab og at kunne bidrage. Der er netop ikke tale om et mirakelmiddel, for vi bliver nødt til at forstå problemstillingen ordentligt og ikke reducere kompleksiteten for hurtigt. Men hvis vi tager afsæt i viden om problemstillingen og de mennesker, den berører, kan vi netop planlægge og koordinere den konkrete aktivitet på en måde, så den tager højde for de særlige udfordringer og understøtter det enkelte menneske bedst muligt. På den måde kan den konkrete og umiddelbare aktivitet på sigt gøre en særdeles stor forskel – også når vi taler komplekse problemstillinger. Det konkrete har forandringskraft.

Det er selvfølgelig en anledning til at gå i køkkenet sammen. Og også til det private julearrangement eller virksomhedens julefrokost vil du – forudsiger jeg – opleve, at det at være sammen om noget forstærker oplevelsen af fællesskab. Hvis I ikke kender hinanden så godt, bliver det simpelthen lettere at tale sammen (også uden alkohol). Og så er det også en anledning til at bytte roller og hjælpe hinanden, hvis ikke alle kan læse en opskrift eller lignende.

Opskrift på æblechutney
Opskrift på æblechutney

Strategisk inddragelse af civilsamfund

Kommunerne inddrager i stigende grad frivillige, men mange kommuner har stadig meget at lære, hvis de skal forløse potentialet. Det er nemlig ikke blot nemt, belejligt og billigt at inddrage frivillige – det kræver tværtimod både stor viden, kompetencer og tid. Og så kræver det, at kommunerne både politisk og ledelsesmæssigt – i dialog med borgerne og medarbejderne – sætter sig nogle langsigtede mål for, hvad det frivillige engagement skal bidrage til og hvorfor og hvordan dette potentiale forløses.

De frivilliges potentiale forløses ikke i kommunerne” lyder det i et debatindlæg af Julia Bjerre Hunt fra konsulenthuset Ingerfair på altinget.dk den 17. november. Det er selvfølgelig ikke det samme billede i alle kommuner og i alle hjørner af kommunerne, for nogle er også super seje til det med frivillige. Men der er altså nogle udfordringer: Mange kommuner kan simpelthen blive bedre til at inddrage frivillige og forløse potentialet. Ingerfair lægger i sit debatindlæg vægt på, at der skal ske en kulturændring i kommunerne før, at de bliver i stand til at forløse de frivilliges potentiale. Konkret mangler medarbejderne redskaber og tid, selvom både det politiske og det ledelsesmæssige niveau er begejstret og har sagt ”Go!”.

Ingefairs beskrivelse svarer til den virkelighed, jeg selv har mødt på ældre- og socialområdet: Man vil gerne inddrage frivillige på de overordnede niveauer, men man prioriterer ikke altid, at de medarbejdere, der skal rekruttere og arbejde sammen med de frivillige får den nødvendige forståelse for indsatsen samt den fornødne tid og kompetencerne til at gøre det. Og så ryger medarbejderne nogle ganger op i det røde felt, fordi de oplever, at det er de frivillige, der får lov til at lave alt det sjove eller, at de frivillige sætter fagligheden under pres. Det fremmer ikke frivilliginddragelse.

Fællesskabende proces
Fællesskabende proces

Imidlertid er det ikke nok med en kulturændring, kompetencer og prioritering. Der er i mange kommuner også behov for en langt mere strategisk tilgang til inddragelse af frivillige. For det første handler det om, at man på politisk og ledelsesmæssigt niveau skal finde ud af, hvad man vil have ud af det frivillige engagement i kommunen. For hvis man blot ønsker at rekruttere frivillige til forskellige opgaver, fordi det er nemt, belejligt og billigt – så er man ude på et skråplan, hvor man enten får frontmedarbejderne på nakken, får svært ved rent faktisk at rekruttere frivillige kræfter eller bare ikke forløser potentialet. Derfor skal kommunerne være helt skarpe på, hvad de vil med det frivillige engagement samt hvorfor og hvordan de vil forløse dette potentiale. Det betyder, at både medarbejdere og frivillige i højere grad vil kunne se, hvordan det frivillige engagement kan bidrage. Samtidig skal de strategiske overvejelser sikre, at det frivillige engagement faktisk bidrager positivt til kommunen – og, at kommunen dermed investerer i frivillighed på en meningsfuld og givende måde. Frivilliginddragelse er – som Ingerfair også er inde på – ikke venstrehåndsarbejde. Det kræver ressourcer, og dem skal vi selvfølgelig bruge bedst muligt.

Hvad får biblioteket ud af at hjælpe den lokale strikkeklub med opreklamering og gratis lokaler, hvis klubben lukker sig om sig selv og måske ikke bidrager til at skabe liv på biblioteket eller til nye inkluderende fællesskaber? Så sørger biblioteket egentlig bare for, at Dorthe, Ulla og Bent kan dyrke deres hobby – men er det det, biblioteket skal?

Det kan selvfølgelig diskuteres – og det er en svær balance, for det er vigtigt, at de langsigtede mål ikke suger engagementet og livskraften ud af de frivillige. Frivillighed har også en værdi i sig selv, og de frivillige skal ikke opleve, at deres bidrag i kommunen blot bliver detailstyret, målt og vejet – men, at deres indsats rent faktisk gør glæde, hvor der er mest brug for den. Og ikke blot fordi kommunen mangler varme hænder og gyldne mønter. En strategi er ikke mere værd end den handling, som burde følge trop. Men jeg mener faktisk, at klarere strategier på frivilligområdet kan være med til at sikre, at kommunerne forløser de frivilliges potentiale til glæde for både de frivillige, kommunens borgere og medarbejderne. Det betyder dog, at de langsigtede mål ikke nødvendigvis skal handle om antallet af frivillige, der skal engageres og hvor mange aktiviteter, de skal stable på benene på plejecentrene. Strategien skal selvfølgelig i højere grad orientere sig mod, at de frivillige for eksempel bidrager til at øge sociale netværk og inkluderende fællesskaber på tværs (selvom det er svært at måle eller dokumentere). Eller, at kommunen skal samarbejde med det eksisterende civilsamfund, så de ikke bruger energi på at opfinde den dybe tallerken inden for frivilligindsatser igen. For skal kommunens sundhedscenter bruge energi på at rekruttere frivillige undervisere til en aftenskole for diabetespatienter, i stedet for at støtte op om det eksisterende, lokale madfællesskab? Her vil det selvfølgelig være en god idé at skele til regeringens nye civilsamfundsstrategi, som allerede har lagt et retning ud for kommunernes inddragelse af civilsamfundet.

Når strategien er på plads, kan man så i kommunerne begynde at prioritere de enkelte indsatser – og følge op med kompetenceudvikling på området og på andre måder iværksætte de nødvendige kulturforandringer. Det vil stadig kræve en stor indsats at forløse det frivillige potentiale i kommunerne, men så ved ledelse og medarbejdere, hvilken vej de skal gå.

Fra hverdagsaktivisme til politiske forandringer

Andelen af danskerne, som laver frivilligt arbejde, ligger temmelig stabilt på 40 procent. Imidlertid engagerer flere frivillige sig uden for foreningslivet og organisationerne. De tager sagen i egen hånd og skaber forandring gennem handling i deres lokalmiljø. Men kan lokale fællesskaber skabe forandring? Og hvordan kommer vi det i det hele taget fra lokal handlekraft til politiske og strukturelle forandringer?

Det var temaet da Vibe Klarup (forkvinde for Frivilligrådet), Ruth Gøjsen (forkvinde for Medborgerne) og Kristin Birkeland (Medstifter af Sager der Samler) mandag den 6. november mødtes til Power Talk hos Mellemfolkeligt Samvirke for at diskutere lokal handlekraft og hverdagsaktivisme i relation til de kriser, vi oplever i vores samfund (Flygtninge, klima, velfærdssamfundet). Afsættet var bogen “Rodskud”, som Klarup sammen med to andre er forfatter til.

Deltagerne var ikke i tvivl om, at deltagelse og relationer i lokale fællesskaber har en værdi i sig selv – men oplever også, at det er svært at gå fra lokal handling til politik og forandring af strukturer i et større perspektiv. Et eksempel er Venligboerne, som netop skaber lokale fællesskaber, der bygger på en anden tilgang til flygtninge og flygtningekrisen end den nationale. Det er et vigtigt initiativ, men retorikken på nationalt plan har ikke rykket sig. Og vi har en flygtningekrise på globalt plan.

FællesskabNu
FællesskabNu

Selvom holdningen blandt de tre debattører var, at bæredygtige forandringer kommer nede fra, så har vi nogle udfordringer. Blandt andet skal kommunerne (og staten for den sags skyld) – som spiller en stor rolle i at understøtte og omsætte disse lokale initiativer – være gearet til at håndtere denne nye type borgerengagement. Derudover er der også behov for, at hverdagsaktivismen bliver bundet op på nogle overordnede refleksioner. Mellemfolkelig Samvirke hev her Paolo Freires frigørende pædagogik (forløberen for empowerment begrebet) ind i debatten. Pointen er netop, at handling skal kobles til kritisk refleksion for at kunne føre til forandring i et lidt større perspektiv.

Spørgsmålet er derfor, hvordan vi i disse selvgroede og handlende initiativer nede fra kan skabe rum for denne refleksion. Eller skal vi lade lokale fællesskaber være lokale, og så glæde os over den umiddelbare mening, de skaber lokalt?

Det er selvfølgelig ingen nemme svar. Men hvis vi husker at reflektere undervejs, gør os umage og lærer af vores fejl må handling være bedre end ingen handling. Det er altså vigtigt, at vi ikke kun kalder ind til fællesskab, men samtidig skaber rum for den meningsfulde samtale og derigennem refleksion.

Sydende aktivitet på tværs af lokalsamfund

Det syder og bobler i Nordvest. Skæve og sociale initiativer vokser op nede fra og bidrager til, at bydelen bindes sammen på kryds og tværs. Kirkens Korshærs Herberg i Hillerødgade står bag Håndlangerne. Håndlangerne består af borgere fra herberget, og hjælper med forskellige praktiske opgaver i bydelen – blandt andet er de i gang med at etablere en byhave på deres eget herberg – et nyt mødested, der kan skabe tryghed i bydelen. Så er der Hans Knudsen Instituttet – en socialøkonomisk virksomhed, der hjælper borgere med særlige behov i arbejde. De producerer emballage og merchandise til Dare to Eat, som laver snacks af insekter. Også Borgercenter Handicaps botilbud på Musvågevej bidrager til de mange nye initiativer. Her inviterer de nemlig frivillige ud på cykelture sammen med beboerne. Et hit, der både giver de frivillige beboere og passagerne fra Musvågevej vind i håret og nye oplevelser.

Den sydende aktivitet i Nordvest viser, at der er et hav af muligheder for at tænke ud af sin egen enhed og samarbejde på kryds og tværs. Der er tale om krydsninger inden for socialøkonomiske virksomhedsformer, samskabelse og civilsamfundsinddragelse. Mål og midler kan være forskellige, men kogt ind til benet handler det om at tænke ud af sin egen enhed og sammen med andre skabe nye muligheder og løsninger for mennesker, der hvor de bor. Løsninger, som kan bidrage til at løse nogle af de udfordringer, vi står over for som samfund – for eksempel mange udsatte borgeres oplevelse af ikke at være en del af et fællesskab og manglende jobmuligheder for mennesker med særlige behov.

Det er ikke kun i Nordvest, at disse nye samarbejdsformer blomstrer. Flere af Borgercenter Handicaps botilbud har sat gang i sine egne initiativer rundt omkring i København. På Sundby Væksthus på Amager inviterer de for eksempel naboerne til aftensmad hver mandag. På Grøndalsvænge startede de med at lægge lokaler til den lokale afdelingsbestyrelses generalforsamling, og har senest holdt fastelavn for 75 mennesker fra nabolaget. Og på Nørrebrovænge er de så småt også begyndt at få vind i håret på cykelture med frivillige piloter. Det er bare at lade sig inspirere og gennemføre det, der giver mening, på sit eget botilbud.

Det kræver gå-på-mod og tid at gå ind i disse nye former for samarbejde – hvad enten det drejer sig om frivillige, en lokal virksomhed eller naboer. Samtidig viser eksemplerne fra både Nordvest og Borgercenter Handicap, at resultatet giver glæde blandt beboere og andre involverede.