Danmark genåbner langsomt i kølvandet på coronanedlukningen. Men hvornår vi får fællesskaberne tilbage i den form, vi kender?
Vi har brug for fællesskaber – de sikrer vores trivsel. Og her i coronakrisen har vi også oplevet, hvordan fællesskab i form af sang og musik eller hjælpegrupper på facebook har givet sammenhold og hjulpet mennesker.
Fællesskabet fra frø til spiring.
Selvom vilkårene har ændret sig, må vi fortsat dyrke og kultivere vores fællesskaber. Det kan du læse om i handleRUMs nyhedsbrev.
Delmål 4.7 lyder: “Inden 2030 skal alle elever have tilegnet sig den viden og de færdigheder, som er nødvendig for at fremme en bæredygtig udvikling, herunder bl.a. gennem undervisning i bæredygtig udvikling og en bæredygtig livsstil, menneskerettigheder, ligestilling mellem kønnene, fremme af en fredelig og ikke-voldelig kultur, globalt borgerskab og anerkendelse af kulturel mangfoldighed og af kulturens bidrag til en bæredygtig udvikling.”
Handlekompetencer udi bæredygtighed er essentielle, hvis vi skal nå FN’s verdensmål – ikke kun for børn og unge, men også for voksne. På mange måder skal vi genopdage og genlære gamle dyder og praktiske færdigheder fra vores bedsteforældres tid. For vi skal blive bedre til at reparere og genbruge vores ting samt udnytte det, vi har, mest muligt – hvad enten det handler om madvarer, tøj eller elektronik.
Både aftenskoler og højskoler kan spille en særlig rolle i vores
tilegnelse af bæredygtige handlekompetencer. Det er en folkeoplysningsbold, som
flere institutioner allerede har grebet, men hvis vi skal i mål, skal vi nå endnu
bredere ud.
Fx kunne biblioteker eller andre institutioner inviterer til
månedlige learning-by-doing caféer, hvor ældre generationer kan videregive
deres kompetencer til de yngre?
Vi kan også dele vores praktiske færdigheder med vores omgangskreds
– eller være sammen om at reparere og udnytte. På skift kan vi invitere
hinanden hjem til ”Repair Café”, vegetarisk madlavning eller tøjreparation. På
den måde får vi set vores venner samtidig med, at vi både lærer noget nyt og
får nogle opgaver for hånden.
“It takes a village a raise a child” lyder et ordsprog. For et barns trivsel og sundhed er ikke kun afhængig af forældrenes omsorg og opdragelse, men hele det samfund, der omgiver barnet.
Vi har alle brug for opbyggende lokalsamfund for at vokse som mennesker.
Faktisk har alle – børn som voksne – brug for opbyggende omgivelser for at vokse som mennesker. Og her spiller det sociale miljø en stor rolle: Bliver vi bakket op og møder vi støtte og hjælp?
Vi behøver ikke at flytte for at blive en del af et støttende lokalsamfund – Vi kan forstørre de fællesskaber, vi allerede færdes i: Opgangen, børnehaven, villavejen, træningscenteret etc. Med små greb kan vi gøre fællesskaberne til vores egne, tilføje og bidrage.
Vi kan forstørre de fællesskaber, vi allerede er en del af.
Mad, madlavning og måltider er en af kæphestene i handleRUM, men det er bare en tilgang, for det handler om at bygge oven på det, det for den enkelte giver mening at bidrage med, der hvor hen er i livet.
Hvordan engagerer jeg frivillige på botilbud eller plejecenter? Antropologerne har tilbage i 2016 lavet noget fint materiale til Sundhedsstyrelsen – her er masser af praktisk anvendelig viden at finde:
Den mest vellykkede rekruttering af frivillige sker gennem medarbejderne, beboerne og deres pårørende samt eksisterende frivillige
Det fremmer frivillighed, hvis plejecenteret eller botilbuddet er tydeligt i lokalsamfundet og opleves som et sted, der er åbent for alle
Forskellige frivilligtyper har brug for forskellige typer af aktiviteter og rammer: Tilkalde-frivillige, specialistfrivillige, faste frivillige, planlæggerfrivillige
En lokal venneforening kan være en god måde at organisere frivillighed på, fordi den skaber en ramme og giver de frivillige et socialt fællesskab.
Fællesspisning på tværs af plejecenter og børneinstitution i efteråret 2017.
For nogle somre siden kom jeg en del i den daværende byhave på Prags Boulevard 43 for at hænge ud og ikke mindst lave og spise mad sammen med andre. En dag fortalte jeg under madlavningen stolt om mit nye studiejob i Teknik- og Miljøforvaltningen, hvor jeg håndterede borgerhenvendelser. En kvinde med mere livserfaring end mig spurgte undrende, hvorfor jeg dog gad sidde bag en skærm og koordinere borgerhenvendelser, når nu jeg var så ferm til at lave mad. Egentlig et godt spørgsmål, som jeg har tænkt meget over siden. For mens resultatet af kogekunst er særdeles synligt – og tilbagemeldingerne umiddelbare, så er det straks mere abstrakt og ukonkret, hvordan man bidrager, når man sender borgerhenvendelser rundt til forskellige fagpersoner i en stor organisation.
Sylt Sammen i Nørrebrohallen i november 2017
Jeg har i løbet af det seneste halve år taget et skridt tilbage til Prags have, og inviteret mad og madlavning ind i mit virke igen – både som frivillig og via mit projekt handleRUM. Somrene i haven står nemlig utrolig stærkt i min bevidsthed, fordi haven og fællesspisningerne skabte et fantastisk rum. Et rum hvor meget forskellige mennesker kunne være sammen, hvor de oplevede at høre til og bidrage på deres egen måde. Selvom det at lave og spise mad sammen er så banalt, simpelt og konkret, så besidder det en kæmpe forandringskraft. På mange måder har jeg siden savnet det rum fra Prags i mit eget liv. Der hvor vi – ved at skabe noget sammen – mærker de andre og os selv tydeligt. Og det er det, mad, madlavning og måltider kan: Fungere som Det fælles tredje, vi kan mødes om. Det konkrete afsæt gør det simpelthen lettere at være sammen, selvom man ikke umiddelbart oplever at have noget til fælles.
Senest har jeg her i november stået for fælles madlavning og spisning på tværs af et frivilligt madfællesskab, en børneinstitution og et plejehjem samt en sylteworkshop til FællesskabNu i Nørrebrohallen. Igen oplevede jeg, hvordan mad kan skabe samtaler og oplevelser på tværs. Og det giver mig blod på tanden til at arbejde videre med, hvordan vi kan bruge mad, madlavning og måltider som springbræt til nye fællesskaber. Og i det hele taget, hvordan vi i langt højere grad kan bruge Det fælles tredje som afsæt for inddragelse af borgere, brugere, frivillige (eller bare mennesker) i samfundet for at sikre, at langt flere mennesker kan være med – også selvom de ikke behersker sproget til fulde, har svært ved at indgå i gruppeprocesser og sætte sig ind i store mængder viden.
Sylt Sammen i Nørrebrohallen i november 2017
Vores samfund er fyldt med abstrakte processer og komplekse problemstillinger, som ikke bare lige lader sig simplificere og håndtere. Tag for eksempel en problematik som ensomhed. At føle sig ensom er ikke kun et spørgsmål om ikke at have et socialt netværk, selvom det ofte er det, vi tænker først. Men ensomhed kan også hænge sammen med manglende sociale, psykologiske og endda fysiske kompetencer (med mere). For hvordan kan vi skabe bånd til andre mennesker, hvis vi er usikre på de sociale spilleregler på grund af et socialt handicap, ikke tør nærme os andre mennesker, fordi vi er blevet svigtet gennem vores barndom eller hvis vi ikke er mobile alene, og der kun er begrænsede ressourcer til ledsagelse? Hvordan mindsker vi så ensomhed?
At mødes om Det fælles tredje kan ikke udrydde ensomhed. For vi kan ikke alene ved hjælp af Det fælles tredje skabe et rum, som kan understøtte, at mennesker oplever at være en del af et fællesskab og at kunne bidrage. Der er netop ikke tale om et mirakelmiddel, for vi bliver nødt til at forstå problemstillingen ordentligt og ikke reducere kompleksiteten for hurtigt. Men hvis vi tager afsæt i viden om problemstillingen og de mennesker, den berører, kan vi netop planlægge og koordinere den konkrete aktivitet på en måde, så den tager højde for de særlige udfordringer og understøtter det enkelte menneske bedst muligt. På den måde kan den konkrete og umiddelbare aktivitet på sigt gøre en særdeles stor forskel – også når vi taler komplekse problemstillinger. Det konkrete har forandringskraft.
Det er selvfølgelig en anledning til at gå i køkkenet sammen. Og også til det private julearrangement eller virksomhedens julefrokost vil du – forudsiger jeg – opleve, at det at være sammen om noget forstærker oplevelsen af fællesskab. Hvis I ikke kender hinanden så godt, bliver det simpelthen lettere at tale sammen (også uden alkohol). Og så er det også en anledning til at bytte roller og hjælpe hinanden, hvis ikke alle kan læse en opskrift eller lignende.
