Verdensmål 9 har blandt andet fokus på at fremme innovation og styrke den videnskabelige forskning.
Innovation er nemlig et vigtigt middel til at opfylde de andre verdensmål. For eksempel er den danske andelsbevægelse er bud på social innovation, der også i fremtiden kan bidrage til en bæredygtig omstilling. Bare se det civile initiativ Andelsgaarde!
Masser af social innovation sker i civile fællesskaber: Sammen finder mennesker ud af, hvordan vi kan gøre tingene bedre og smartere. Og måske ender de med at starte en forening, udvikle en (social økonomisk) virksomhed eller forankre initiativerne i det offentlige.
En af de ting handleRUM arbejder på, er netop at sikre et bedre parløb mellem kommunerne og det lokale civilsamfund, så man sammen fremmer bæredygtige og sundhedsfremmende fællesskaber.
For eksempel har stifter af handleRUM, Lise Holm Rasmussen taget initiativ til et barselsnetværk i sit lokalsamfund. Et netværk som netop udfylder et tomrum mellem kommunens almindelige tilbud til mødre og mere specialiserede tilbud til mødre med udfordringer som for eksempel fødselsdepression.
Ved at samarbejde med et sådan civilt initiativ kan kommunen forebygge, at borgerne lander i et tomrum og måske derfor får behov for et specialiseret tilbud. Det civile initiativ kan ved hjælp af samarbejdet måske få lettet adgangen til deres målgruppe og lokaler. På den måde sikrer samarbejdet, at initiativet rent faktisk kan bidrage til opfyldelsen af verdensmålene.
Verdensmålsserien er handleRUM’s bud på, hvordan vi kan skabe rum for bæredygtighed gennem aktiv inddragelse og fællesskab frem for skrækscenarier og informationskampagner.
Comments are closed