Andelen af danskerne, som laver frivilligt arbejde, ligger temmelig stabilt på 40 procent. Imidlertid engagerer flere frivillige sig uden for foreningslivet og organisationerne. De tager sagen i egen hånd og skaber forandring gennem handling i deres lokalmiljø. Men kan lokale fællesskaber skabe forandring? Og hvordan kommer vi det i det hele taget fra lokal handlekraft til politiske og strukturelle forandringer?
Det var temaet da Vibe Klarup (forkvinde for Frivilligrådet), Ruth Gøjsen (forkvinde for Medborgerne) og Kristin Birkeland (Medstifter af Sager der Samler) mandag den 6. november mødtes til Power Talk hos Mellemfolkeligt Samvirke for at diskutere lokal handlekraft og hverdagsaktivisme i relation til de kriser, vi oplever i vores samfund (Flygtninge, klima, velfærdssamfundet). Afsættet var bogen “Rodskud”, som Klarup sammen med to andre er forfatter til.
Deltagerne var ikke i tvivl om, at deltagelse og relationer i lokale fællesskaber har en værdi i sig selv – men oplever også, at det er svært at gå fra lokal handling til politik og forandring af strukturer i et større perspektiv. Et eksempel er Venligboerne, som netop skaber lokale fællesskaber, der bygger på en anden tilgang til flygtninge og flygtningekrisen end den nationale. Det er et vigtigt initiativ, men retorikken på nationalt plan har ikke rykket sig. Og vi har en flygtningekrise på globalt plan.
FællesskabNu
Selvom holdningen blandt de tre debattører var, at bæredygtige forandringer kommer nede fra, så har vi nogle udfordringer. Blandt andet skal kommunerne (og staten for den sags skyld) – som spiller en stor rolle i at understøtte og omsætte disse lokale initiativer – være gearet til at håndtere denne nye type borgerengagement. Derudover er der også behov for, at hverdagsaktivismen bliver bundet op på nogle overordnede refleksioner. Mellemfolkelig Samvirke hev her Paolo Freires frigørende pædagogik (forløberen for empowerment begrebet) ind i debatten. Pointen er netop, at handling skal kobles til kritisk refleksion for at kunne føre til forandring i et lidt større perspektiv.
Spørgsmålet er derfor, hvordan vi i disse selvgroede og handlende initiativer nede fra kan skabe rum for denne refleksion. Eller skal vi lade lokale fællesskaber være lokale, og så glæde os over den umiddelbare mening, de skaber lokalt?
Det er selvfølgelig ingen nemme svar. Men hvis vi husker at reflektere undervejs, gør os umage og lærer af vores fejl må handling være bedre end ingen handling. Det er altså vigtigt, at vi ikke kun kalder ind til fællesskab, men samtidig skaber rum for den meningsfulde samtale og derigennem refleksion.
Comments are closed